Unge studerende tegner fremtidens Grundfos

30/03/2009

Unge studerende tegner fremtidens Grundfos

Et unikt samarbejde mellem en række af Danmarks førende uddannelsesinstitutioner og Grundfos nåede højdepunktet, da Grundfos fredag aften kunne udpege vinderne af årets Grundfos Challenge-konkurrence.

”Vi har haft en fantastisk uge med de studerende, hvor alle parter har lært noget af hinanden. Deltagerne skulle komme med et bud på Grundfos’ vision om, at 1/3 af virksomhedens overskud skal komme fra andet – eller mere – end pumper. Udgangspunktet var bæredygtighed frem for alt. Der er kommet mange interessante forslag, som vi nu skal til at kigge nærmere på”, fortæller Grundfos Challenge projektleder Tine Berg-Pedersen.

Vinderne af prisen på 75.000 kroner blandt de økonomistuderende blev et hold bestående af Louise Lund Rants, Mikael Strandbygaard Pedersen og Anne Taasti Kejser fra Københavns Universitet, Det Biovidenskabelige Fakultet.

Vinderne af en tilsvarende pris blandt de ingeniørstuderende blev holdet fra Aarhus Universitet, iNANO, Det Naturvidenskabelige Fakultet med deltagerne Louis Nilsson, Rasmus Schöler Sørensen og Marie Østergaard Pedersen.

Uddannelsesinstitutionerne bag de to vindende hold modtog et trofæ, der symboliserer Grundfos’ globale perspektiv, og en pris på 25.000 kroner.

En særlig Innovationspris på 15.000 kroner blev vundet af Mikkel Rasmussen, Pia Würtz og Marie Østergaard Pedersen fra Ingeniørhøjskolen i København.

Fristen for afleveringen af den skriftlige del af opgaverne var torsdag eftermiddag klokken 15. De studerende havde knap nok nået at få tørret sveden af panden, før TV2’s politiske kommentator Henrik Qvortrup mødte op for at klæde dem på til præsentationen af deres idéer for bedømmelsespanelerne. Og fredag var tiden så inde til at stå ansigt til ansigt med dommerne.

Det er fjerde år i træk, Grundfos har inviteret de studerende til en ugelang dyst på innovation, kommunikation, talent og holdarbejde. Pumpevirksomheden havde igen stillet et stort fagligt netværk og sit uddannelsescenter – The Poul Due Jensen Academy - til rådighed for de studerende.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati