To CSR priser til Grundfos

30/09/2011

To CSR priser til Grundfos

Som den eneste virksomhed fik Grundfos to af i alt 12 priser under CSR Fondens uddeling af priser på Alsion i Sønderborg torsdag aften: En pris for vores CO2-reduktion og en pris for vores CSR-kommunikation.

Vi fik prisen ”CSR CO2 Reduction” – prisen til virksomheder med konkrete mål og reduktioner af udledningen af drivhusgasser - for vores beslutning om aldrig mere at udlede mere CO2 end i 2008 – trods forventet vækst.

”Grundfos er i fuld gang med at udskifte gamle pumper og motorer. Og selv om de melder ud, at der er meget at gøre endnu, har virksomheden på langt sigt et mål om at være CO2-neutral”, hedder det i begrundelsen.

Alle har bidraget
I sin takketale lagde koncerndirektør Lars Aagaard vægt på, at industrien er en del af den udfordring, verden står overfor med klimaændringerne.
- Men i industrien har vi også en del af løsningen, og en væsentlig del af denne løsning er energireduktioner, sagde han og fortsatte:
- I Grundfos vedkender vi os vores ansvar. Vores ambition er ikke at udlede mere CO2 end i 2008, selvom vi planlægger økonomisk vækst. Vi har taget vores egen medicin og nedsat energiforbruget. Dette har kun været muligt, fordi alle i Grundfos har bidraget. Alle har taget udfordringen op. Så der skal lyde en tak til alle Grundfos-medarbejdere i verden. Og en tak for prisen - den vil vi bruge som yderligere motivation for at reducere vores energiforbrug. Vi vil fortsat dele vores viden om, hvordan man skaber energireduktioner med resten af verden, sagde Lars Aagaard.

Afdelingsleder i koncernmiljø-afdelingen Karen Touborg kalder prisen meget velfortjent.
- Den er vores allesammens fortjeneste. Det er ikke mig eller koncernmiljø-afdelingen, der har udpeget CO2-besparelserne – det er alle Grundfos-medarbejdere. Og det er helt fantastisk, at det også har kunnet lade sig gøre at afkoble CO2-emission og økonomisk vækst i et år med omsætningsrekord, som vi gjorde i 2010. Det har kun været muligt, fordi ledelsen har meldt ambitionen klart ud, og fordi alle medarbejdere har taget det til sig, siger Karen Touborg.

Pris for kommunikation
Prisen for CSR Communication – prisen til Danmarks mest bæredygtige formidler – fik vi også for vores beslutning om aldrig at udlede mere CO2 end i 2008 samt for vores målsætning om på langt sigt at blive CO2-neutral. Denne pris er yderligere begrundet med vores succes med at lancere LIFELINK, og endelig får vi prisen, fordi ”virksomheden er eminent god til at kommunikere om processen, også når resultaterne ikke er perfekte”.

Også Director of Sustainability Pernille Blach Hansen understreger, at prisen er alle koncernens medarbejderes fortjeneste.
- Vi får den, fordi alle gennem mange år har bidraget til seriøst og ærligt at kommunikere om hele CSR-området. Vi fortæller ikke kun de gode historier om vores CO2-reduktioner og om, hvordan vi som en rummelig virksomhed tager os af alle medarbejdere – også dem med særlige behov. Vi fortæller også ærligt om det, når det går mindre godt – helt i overensstemmelse med vores værdi ”Open and trustworthy”, siger hun.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati