Tilfredshed med halvårsresultat hos Grundfos

18/09/2008

Grundfos betegner sit halvårsresultat i 2008 som tilfredsstillende trods pres fra svage valutaer og stigende materialepriser. Det går overordnet fornuftigt med salget, der er steget med 13 procent til nu 9.191 mio. kroner mod 8.099 i første halvår 2007. Overskuddet før skat er som forventet på 464 mio. kroner mod 610 mio. kroner i 2007. Indtjeningens andel af salget er på 5 procent.

Salget er vokset i alle regioner. Især er væksten markant i Østeuropa og Fjernøsten med vækstprocenter på 24 og 14 procent. I Nordamerika solgte Grundfos hele 61 procent mere end i første halvår 2007. Dette skyldes dog primært købet af den amerikanske pumpevirksomhed Peerless.

Koncernchef Carsten Bjerg betegner halvårsresultatet som tilfredsstillende:

”Vi er inde i en periode med finanskrise og lavkonjunktur i Nordamerika og på andre markeder. Materialepriserne er fortsat høje, og så er vi vidner til en særdeles svag US-dollar. Måske er vi ikke blevet ramt endnu, eller så har vi ved egen drift navigeret os udenom den recession, alle taler så meget om. Men det betyder, at vi vil være endnu mere fokuserede på udviklingen. Jeg konstaterer med tilfredshed, at vi har været i stand til at fastholde en fin vækst i salget og opretholder et acceptabelt niveau i indtjeningen”, siger Carsten Bjerg.

Grundfos har ingen planer om at justere den nuværende kurs, og målene for 2008 fastholdes indtil videre. Men der vil selvfølgelig blive holdt et vågent øje med udviklingen i verdensøkonomien.

Innovation Intent
Carsten Bjerg lancerede i foråret nye pejlemærker for Grundfos koncernen, som han kaldte for Innovation Intent. Blandt andet skal Grundfos arbejde mere differentieret på de enkelte markeder. Man fortsætter globaliseringen gennem udbygning af aktiviteterne i bl.a. Kina, og så er der fokus på helt nye forretningsområder, der kan supplere kerneforretningen. De nye muligheder prøves af i Grundfos New Business, der med årlige investeringer på 150 mio. kroner udvikler projekter, der har deres potentiale i at få jordens begrænsede ressourcer til at række til en stærkt stigende befolknings voksende købekraft, uden at det ødelægger miljøet. Det gælder bl.a. mikrosensorer, NoNOx urea-doseringssystemer til rensning af dieselmotorers udstødning, og udbredelse af de fleksible og mobile BioBooster spildevandsrenseanlæg.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati