Tag på jordomrejse med Grundfos

15/04/2010

Tag på jordomrejse med Grundfos

Grundfos har igangsat projekter i en række nye lande. Ud over at tilbyde nye forretningsmuligheder, har engagementet udmøntet sig i en række fotobøger.

World Images Books er en række fotobøger, der måske nok er udsprunget af, at Grundfos har etableret sig på en række nye markeder, men har udviklet sig til mere, end bare en dokumentation af dette. Det er blevet en række billedfortællinger om tre unikke lande.

Bag bøgerne står Grundfos International Project Sales og i særdeleshed Torben Kynde Nielsen, der er Manager her. Ideen har i første omgang været, at finde en ny og anderledes måde, at præsentere hvad det er, Grundfos kan.

”Men vi har imidlertid også gerne villet fortælle historien om, at vi ikke bare ser vores kunder som en grå masse, men som individer med forskellige behov, forskellige kulturer og historiske baggrunde,” siger Torben Kynde Nielsen.

Europa, Asien og Afrika
World Images Books fortæller farverige fotohistorier fra tre vidt forskellige lande, placeret tre forskellige steder i verden. På grænsen mellem Europa og Asien portrætteres Tyrkiet, fra det centrale Asien, Mongoliet, til Afrikas sydspids, hvor Sydafrika vises frem.

Historierne fra de tre lande er lige så forskellige som landene. Fra Mongoliet fortælles der om Grundfos involvering i genopbygningen af et nedslidt varmedistributionsnetværk, fra Tyrkiet om levering af produkter til fx en lufthavn, og fra Sydafrika om faciliteterne til VM.

Fælles er det, at World Images Books ikke kun fokuserer på at fortælle historierne om Grundfos involvering i de enkelte projekter. Men også om landene, og den udvikling, de har gennemgået.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati