SP-pumper bedst i test

26/07/2011

SP-pumper bedst i test

Det nye testanlæg på SP-fabrikken i Aalestrup giver Grundfos muligheden for at certificere pumperne efter den skrappeste standard. Det giver kunderne ekstra garanti for kvaliteten.

Med et sikkert greb om kranen fører Lars Christensen den sikkert ned mod SP-pumpen, som ligger klar til at komme en tur ned i dybet. SP-pumpen bliver fastgjort på rampen, inden den på et splitsekund bliver endevendt og forsvinder fra fabrikkens overflade. Det er under gulvet, at magien sker. Kælderen er hjertet i det nye testanlæg, og det er her pumpens skæbne bliver afgjort, når den bliver sænket ned i vandet, som er mere end otte meter dybt.
Under testen følger Lars Christensen med på computeren for at sikre, at alt er som det skal være. Efter fem minutter vender SP-pumpen tilbage til hans faste hånd, mens blikket rutineret konstaterer, at pumpen lever op til den skrappeste standard.

Skærpede krav
Tidligere blev SP-pumperne kun testet efter ISO 9906 Annex A standarden, men nu har kunderne mulighed for at bestille en langt skrappere test. Med ISO 9906 Grade 1 og 2 får kunderne en ekstra garanti for pumpens kvalitet.
Produktionstekniker Bjarne Nielsen forklarer, at den skærpede certificering er et krav fra markedet.
- De store vandværker kræver, at vi kan teste meget nøjagtig, og det er helt klart blevet et salgsparameter for os, forklarer han.
I marts sendte fabrikken i Aalestrup for første gang SP-pumper af sted, som var certificeret efter ISO 9906 Grade 1. Ordren på 40 SP-pumper var til Tyrkiet.
Med det nye testanlæg er medarbejderne blevet endnu mere opmærksomme på, at selv små unøjagtigheder i produktionen kan have stor betydning, og det har skabt et øget fokus på kvaliteten.

Lærerigt projekt
Ordren til Tyrkiet var en stor milepæl i projektet, og forud er der gået næsten tre år med bygning af testanlægget, dataindsamling og testkørsler. Der blev bygget et stort træskur rundt om udgravningen, så det generede resten af arbejdet på fabrikken så lidt som overhovedet muligt. Og efterfølgende slugte selve opsætningen og testning af anlægget en stor del af tiden.
- Det har været et spændende og lærerigt projekt, hvor der har været mange dygtige folk involveret, og vi er stort set i mål, siger Lars Christensen.
Han har et meget tæt forhold til projektet, da han har været med siden begyndelsen og blandt andet haft stor indflydelse på opsætningen af testanlægget. Han er desuden en af de få medarbejdere, der kan køre med anlægget, men når de værste børnesygdomme er overvundet, skal endnu flere operatører læres op.

 

Fakta:

  • Op til 8 meter lange pumper kan blive testet.
  • Anlægget kan teste SP-pumper med en effekt op til 250 kilowatt og en spænding på 1.000 volt.
  • Der er kameraovervågning, så operatøren kan følge testprocessen





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati