Rent vand er ingen selvfølge

02/11/2011

Rent vand er ingen selvfølge

Grundfos præsenterer sine svar på vandsektorens udfordringer på international messe i Amsterdam

Vandforsyningen er sårbar overfor klimaforandringer. Gamle installationer trænger til at blive skiftet ud. Voksende befolkningstal kræver udvidelser af forsyningsnettet.

Skærpede standarder for vandkvalitet øger behovet for avanceret vandbehandling.

Det er nogle af de udfordringer, vandsektoren står overfor, og som Grundfos præsenterer sine svar på i disse dage i Amsterdam. Det sker på Aquatech, der som den eneste internationale messe for vandsektoren samler branchefolk fra det meste af verden. 1.000 udstillere fra mere end 40 lande deltager, og det ventes, at der kommer 25.000 besøgende fra mere end 50 lande.

Grundfos skiller sig ud
Marketing Coordinator Marie Svensmark Hulgård forklarer, at Grundfos betragter messen som en god mulighed for at møde nuværende og potentielle kunder fra vandsektoren og industrien.

- Vi bruger messen til at præsentere avancerede løsninger og innovative teknologier, som skiller sig ud og gør en forskel for kunderne og for miljøet. Vi fokuserer på kompetencer og produkter, der kan noget ud over det sædvanlige inden for drikkevand og spildevand såvel som procesvand i industrien, fortæller Marie Svensmark Hulgård.

Via en nyudviklet App udnytter Grundfos for første gang iPad’ens muligheder på en udstilling. Det betyder, at gæsterne ikke kun kan se de udstillede produkter, men også uddybende tekster, illustrationer og videoer, der blandt andet giver eksempler på de opgaver, produkterne løser.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati