Pumper på de syv have

07/12/2010

Pumper på de syv have

Selvom det traditionelt er skibene, der flytter sig rundt på vandet, skal der også flyttes vand og andre væsker rundt på skibene. Og så er der brug for pumper – og for Grundfos.

- Der gemmer sig en rigtig god forretning for Grundfos på skibene. Vi er der allerede og har været der de sidste 20 år, men vi udnytter endnu ikke vores potentiale til fulde, siger Kim Kirkegaard, Business Development Manager hos Grundfos Industry.

Grundfos bevæger sig lige så stille ud på markedet for pumper til marineindustrien. Og med god grund: Grundfos har nemlig mange af de værktøjer og egenskaber, marineindustrien efterspørger. Ronald Rasmussen, driftsinspektør hos Clipper-Group forklarer:

- Vi har valgt at samarbejde med Grundfos, ganske simpelt fordi vi kan få opfyldt vores behov her. Vi står for driften af en stor flåde, og vi opererer i hele verden. For os er det vigtigt, at vi kan foretage reparationer og få reservedele, uanset hvor vi er på kloden.

Skibe er BIG business
Marinemarkedet har et stort potentiale. Groft sagt kan markedet deles op i to kategorier når det kommer til pumpesalg: OEM markedet og nybygningsmarkedet. På OEM markedet leverer man kun en del af pumperne, mens man på nybygningsmarkedet leverer samtlige pumper til et skib.

Grundfos har været aktiv på OEM markedet gennem efterhånden en del år, hvor et bredt produktsortiment har gjort virksomheden i stand til at tilbyde løsninger, konkurrenterne sjældent har kunnet matche. Nybygningsmarkedet, derimod, er Grundfos først nu på vej ind på.

- Det marked er meget attraktivt for os, blandt andet fordi det er et marked med volumen. For eksempel, hver ordre på et skib omsætter for mellem 150.000 og 300.000 US dollar. Oven i det kan lægges, at skibe typisk bestilles i ordrer mellem fire og ti styks ad gangen, siger Kim Kirkegaard.

Muskler skal bane vejen
Nye produkter er meget vigtige for Grundfos’ bestræbelser for at etablere sig på nybygningsmarkedet, hvor nyudviklinger som VLS-pumpen og samarbejdsaftaler med leverandører af produkter, der ikke normalt er i porteføljen, baner vejen.

- Men vi kan også bruge nogle af vores kernekompetencer fra for eksempel OEM markedet til at etablere os. For eksempel vores store erfaring inden for energieffektive produkter, hvor vi påtænker at tilbyde pump audits til skibe, fortæller Kim Kirkegaard.

På nuværende tidspunkt omsætter Grundfos for et tocifret millionbeløb inden for marineindustrien. Et beløb, der forventes tidoblet, når og hvis virksomheden for vind i sejlene.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati