Poul Due Jensens Fond slukker tørsten for Villas Sonjas indbyggere

25/06/2009

Poul Due Jensens Fond slukker tørsten for Villas Sonjas indbyggere

Villas Sonja, en anderledes og forholdsvis ny udgave af et indhegnet landsbysamfund, blev opført i Nicaragua i 2007 efter design og privat finansiering af blandt andre Peder og Lars Kolind. Idéen var at skabe et uforstyrret samfund med egen politistation, hvor indbyggerne kunne bryde med den udbredte negative sociale arv. En vigtig indsats i et land hvor arbejdsløshed, hustruvold og misbrug af egne børn er hverdagskost.

Indtil sent i 2008 var der dog en slange lige uden for paradis. Den meget ustabile offentlige el- og vandforsyning skabte problemer i sig selv, da man ofte oplevede mange timer uden strøm, lys og rindende vand, men det værste var det omfattende tyveri af vand, som foregik uden for Villas Sonjas mure, hvor områdets døgnvagt ikke kunne stoppe det. 40 % af det samlede månedlige vandforbrug områdets beboere betalte for, endte således hos andre end dem selv.

Med finansiel støtte fra Poul Due Jensens Fond og support fra Grundfos i Danmark, USA og Mexico opførte man et SQ Flex-anlæg inden for murene i 2008. Siden har det lille samfund været uafhængigt af den offentlige vandforsyning, og indbyggerne har kunnet nøjes med at betale for deres eget vandforbrug.

Det lille samfund huser over 350 mennesker i 101 huse. Alle betaler husleje, men de der har færre ressourcer end andre, sikres den nødvendige indkomst igennem jobs inden for murene. Her kan de arbejde som butiksbestyrere, gartnere og lignende. På den måde får mindre privilegerede familier, som normalt ikke ville kunne bo således, adgang til en plads i det attraktive Villas Sonja. Her kan de nyde hverdagen i rolige og hygiejniske omgivelser.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati