OEM-nyhed får mere ud af hjernen i ALPHA2

05/01/2012

Det nyudviklede varmtvandsmodul er her installeret på en tank i et solvarmeanlæg, men kan også anvendes i  anlæg, der udnytter andre energikilder.

Udvidet intelligens i kombination med sensorteknologi og trådløs kommunikation er basis for udvikling af unikt varmtvandsmodul

Ved at koble innovative Grundfos-teknologier sammen i en ny kombination har HVAC OEM-divisionen for første gang udviklet et intelligent, nøglefærdigt system. Systemet, der primært er udviklet til solvarmeanlæg, giver husejeren varmt vand i hanen i samme øjeblik, der er brug for det og sparer samtidig energi og er nemt at installere.

Ifølge Henrik Bonde, Vice President, OEM Division, distancerer Grundfos med det nyudviklede system konkurrenterne.

- Det er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på fortsat at være den mest innovative leverandør af kundetilpassede systemløsninger, siger Henrik Bonde.

ALPHA2 styrer
En af de store fordele ved varmtvandsmodulet er ifølge Jørgen Hejlesen, Chief Project Manager, at det gør hele det system, det indgår i, både enklere og billigere.

- Vi har gjort andre styringsenheder overflødige, fordi ALPHA2 selv kan fungere som styringsenhed for hele det system, modulet indgår i. Det kan den, fordi vi har udviklet ekstra software til at udnytte dens datakraft og udstyret den med trådløs kommunikation. Dermed kan den modtage signaler fra fx sensorer, der måler temperatur, flow og tryk samt åbne og lukke for andre pumper i systemet – alt efter det aktuelle behov for varmt vand, forklarer Jørgen Hejlesen.

Sparer energi
Udover dets evne til selv at fungere som styringsenhed byder varmtvandsmodulet, der primært er udviklet til solvarmeanlæg, på en række andre fordele.

- Det har markedets hurtigste reaktionstid, når den ønskede vandtemperatur på mellem 30 og 60 grader justeres af brugeren. Uanset hvor mange vandhaner, der herefter åbnes, holdes temperaturen konstant med en tolerance på +/- 1 grad. Sidst, men ikke mindst minimeres energiforbruget, fordi modulet selv tilpasser sig brugerprofilen, så det ikke producerer og cirkulerer varmt vand om natten og i andre perioder, hvor der normalt ikke er brug for det, forklarer Jørgen Hejlesen.


Fakta

Det nyudviklede Fresh Water Module produceres hos Grundfos i Danmark og Frankrig.

Det sælges af HVAC OEM-divisionen til et selskab i Velux-koncernen ved navn General Solar System og lanceres i Europa under varemærket Sonnenkraft, der er koncernens kvalitetsvaremærke for solvarmesystemer. Det kan dog også anvendes i systemer, der opvarmes af andre energikilder end solen.

Modulet  overholder lovgivningen vedrørende legionellabakterier ved automatisk at køre op på høj temperatur en gang om ugen.

I første omgang produceres moduler til en- og to-familehuse – næste år kommer en udgave til erhvervsbyggeri.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati