Nyt selskab skal styrke væksten i Sydamerika

04/11/2011

Det nye selskab, der også får ansvaret for salg, service og support i de markerede nabolande, placeres i Colombias hovedstad Bogota.

Grundfos vil i første halvdel af 2012 åbne et salgsselskab i Colombias hovedstad Bogota.

Det nye Grundfos-selskab får ansvaret for salg, service og support for kunder i den sydamerikanske Andes-region, som består af Venezuela, Colombia, Peru, Guyana og Ecuador og har et samlet befolkningstal på omkring 120 millioner. Grundfos har i forvejen et salgskontor i Perus hovedstad Lima. I 2012 vil antallet af medarbejdere i Andes-regionen blive øget til mere end 20, og der er planer om yderligere udvidelser af aktiviteterne i de følgende år.

Gunstig udvikling
Carlo Prola, Senior Vice President og Regional Managing Director for STAR-regionen, hvori Sydamerika indgår, forklarer, at Grundfos ser positivt på den økonomiske udvikling, der er sat i gang i både Colombia og Peru. Landene er blevet mere attraktive at investere i og lave forretninger i, mener han.
- Vi etablerer os i Colombia for at give vores kunder og samarbejdspartnere i Andes-regionen endnu bedre support. Jeg tror på, at vi med det rigtige Grundfos set-up i samarbejde med lokal arbejdskraft kan gøre regionen til et af de mest succesfulde vækstområder i Sydamerika og måske i koncernen, siger Carlo Prola og fortsætter:
- Vores markedsandel skulle gerne vokse til et niveau, der lever op til det forretningspotentiale, der er for Grundfos i regionen.

Stort potentiale
I dag er Grundfos’ markedsandel forholdsvis beskedent af regionens samlede marked på omkring 300 mio. dollars. Koncerndirektør Søren Ø. Sørensen betegner etableringen i Colombia som en videreførelse af den succesfulde globalisering, Grundfos-koncernen har gennemført over en længere årrække.
- Det er overordnet set fortsat en succes-formel for Grundfos at tænke globalt og samtidig sikre lokal forståelse og tilstedeværelse ved at etablere nationale selskaber, siger Søren Ø. Sørensen.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati