Ny uddannelsesmodel - Erhvervsuddannelse og student på 5 år med løn

22/02/2005

Industrivirksomheder går nye veje med praktikpladser for tre erhvervsuddannelser.

Danfoss, Terma, York, B&O og Grundfos har taget initiativ til et samarbejde med EUC MIDT i Viborg og EUC Syd i Sønderborg omkring en ny og spændende uddannelsesmodel. En model hvor også andre interesserede virksomheder er velkomne.


Erhvervsuddannelse og student med en samlet uddannelsestid på 5 år.

Skoleuddannelse 2½ år + virksomhedspraktik 2½ år.

De fem virksomheder har flere års erfaring med at uddanne lærlinge som har gennemført en gymnasial uddannelse, f.eks. HTX, før de begynder en egentlig erhvervsuddannelse. Det har vist sig at netop denne gruppe lærlinge klarer sig godt inden for erhvervsuddannelserne. Med de faglige, almene og studierettede kompetencer disse lærlingene har, formår de at tilegne sig en meget høj teknisk viden, samtidig med at de er gode til at ”lære at lære”. En kombination af kvalifikationer som allerede er meget efterspurgt i virksomhederne nu, og som uden tvivl vil blive endnu mere efterspurgt i fremtiden.

Ved at indgå en uddannelsesaftale efter den nye model med en af de fem virksomheder kan den unge kombinere en traditionel lærlingeuddannelse og en traditionel Højere Teknisk Eksamen (HTX). En uddannelse som kan gennemføres på i alt 5 år med løn i hele uddannelsestiden.
Virksomhederne tilbyder i samarbejde med skolerne denne model som en hurtigere vej til at blive faglært og student på en gang. Samtidig er det en effektiv og praktisk vej til f.eks. ingeniøruddannelsen eller til et job som højt kompetent faglært.

Virksomhederne forventer at der fremover bliver stillet større og større krav til medarbejdernes viden om indholdet i industriens produkter og evnen til at være innovativ.
For at kunne fastholde og øge antallet af videnbaserede arbejdspladser i Vesteuropa og Danmark er det nødvendigt at have dygtige medarbejdere inden for det naturvidenskabelige område, dvs. faglærte, ingeniører og teknikere m.v. Den nye uddannelsesmodel kan være med til at sikre dygtige medarbejdere til de danske industrivirksomheder.

Behovet for faglært arbejdskraft forventes at stige i de kommende år – her er det netop vigtigt at industrien går forrest for at skabe de nødvendige praktikpladser og deltager i udviklingen af nye uddannelsesmodeller for at tiltrække de bedst kvalificerede til industrien og det naturvidenskabelige område. Den nye model er et sådan eksempel.

I første omgang indeholder modellen uddannelser som disse:
Industritekniker

Elektronikfagtekniker

Automatikfagtekniker

Der er vide perspektiver i denne model. Hvem ved, på længere sigt kan alle erhvervsuddannelser måske gennemføres efter denne model.

Interesserede kan hente yderlige oplysninger hos en af de to EUC-skoler eller deltagende virksomheder.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati