Lavere CO2-udledning gennem nyt partnerskab

22/06/2011

Lavere CO2-udledning gennem nyt partnerskab

Nyt tværgående partnerskab vil øge kendskabet til det enorme potentiale i energibesparelser og skyder initiativet i gang med konference på Crown Plaza i København.

Det går for langsomt med at spare på energien og nedbringe udledningen af CO2. Det er tid til handling – nu. Derfor samles internationale politikere, virksomheder, NGO’er og eksperter i København som en del af Act NOW-bevægelsen. Act NOW er et nyt partnerskab, som ønsker at udbrede kendskabet til enkle og energivenlige produkter, der ikke blot sænker CO2-udledningen, men også giver økonomisk overskud via et lavere energiforbrug.

Blandt talerne på Act NOW er EU’s kommissær for klima og energi, Connie Hedegaard. Konferencen byder også på oplæg af blandt andre direktør for DONG Energy, Anders Eldrup, og formand for den grønne tænketank, Concito, Martin Lidegaard.

Tid til handling - nu
De bæredygtige løsninger findes, men problemet er, at både offentlige og private beslutningstagere gør for lidt for at installere de rigtige løsninger. Ikke af ond vilje eller på grund af høje omkostninger, men fordi man ikke kender de reelle muligheder i moderne energiløsninger. Der handles stadig ud fra gammel vanetænkning, og derfor indføres der alt for mange gamle tekniske løsninger, som ikke indfrier potentialerne for energi- og CO2-besparelser.

- Det er måske vores generations største paradoks. Vi har teknologierne til rådighed, og alligevel formår vi ikke at rykke. Men det viser også de enorme potentialer, der er i et samarbejde på tværs af sektorerne for at fremme de beslutninger, vi kan tage netop nu. Act NOW er et helt nødvendigt initiativ, siger Martin Lidegaard, Concito.

Produkterne findes allerede i dag
Bag Act NOW står Grundfos, Københavns Kommune, Concito og Klimakonsortiet, der sammen ønsker at sætte fart på udbredelsen af produkter med lavt energiforbrug. De findes i dag, og de kan hurtigt og nemt installeres – ofte som meget enkle plug-and-play-løsninger. Det gælder for mange moderne og energivenlige apparater og udstyr til bygninger, produktionsanlæg og forsyningssystemer.

- Indsatsen mod klimaændringer kan vi ikke overlade til politikerne alene. Klimaændringerne vedrører os alle, og indsatsen kræver fælles handling. Et stærkt partnerskab som her og nu sætter turbo på udbredelsen af produkter med lav CO2-udledning. Act NOW bringer parterne sammen og viser gode eksempler på, hvordan vi – her og nu – kan fremme klimaindsatsen i fællesskab til gavn for en både bæredygtig udvikling og økonomisk vækst, understreger Henning Sandager, Group Senior Vice President i Grundfos.

- Behovet for at skabe ny grøn vækst og tusindvis af nye grønne job går hånd i hånd med det åbenlyse behov for at nedbringe CO2-udledningen. Løsningerne findes allerede. Partnerskabet Act NOW er et glimrende redskab til at gøre opmærksom på behovet for at gøre noget nu, siger Finn Mortensen, direktør i Klimakonsortiet.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati