Kronprinsen på banen for gadebørn i Vietnam

07/12/2011

Kronprinsen på banen for gadebørn i Vietnam

I anledning af 40-års jubilæet for de diplomatiske relationer mellem Vietnam og Danmark var Grundfos Vietnam hovedsponsor for og medarrangør af et sportsarrangement, hvor store danske og vietnamesiske badmintonnavne var blevet inviteret til at spille mod hinanden.

Tidligere OL-guldvinder i Atlanta i 1996, Poul Erik Høyer, skulle møde den tidligere vietnamesiske mester Ho Van Loi, og den tidligere verdensetter, Peter Gade, skulle spille mod verdens i øjeblikket nummer 7, Tien Minh.

Kronprins Frederik, der var inviteret til at overvære hovedkampen mellem Gade og Minh, fik inden kampen mulighed for selv at komme på banen. Kronprinsen fik slået en hel del opvarmningsslag og så ud til at more sig, også selvom han missede et par bolde.

Inden kampen overrakte kronprinsen en check på 85.000.000 vietnamesiske dong, hvilket svarer til cirka 22.000 dkr. Beløbet er øremærket til et CSR-projekt, som skal få gadebørn i Ho Chi Minh City til at deltage i sportsaktiviteter, i dette tilfælde badminton. Poul Erik Højer har lovet, at han vil vende tilbage og hjælpe med projektet, som vil blive administreret og sat i værk af Grundfos Vietnam.

Der var næsten fuldt hus i den store hal, der har plads til mere end 2.500 tilskuere. Blandt gæsterne var også den tidligere vietnamesiske premierminister, formanden for Folkekomiteen, den danske ambassadør i Vietnam John Nielsen, Jørgen Leth, Anne Birgitte Lundholdt og Mads Øvlisen.

Grundfos Vietnam blev repræsenteret af Poul Due Jensen, Regional Managing Director og Okay Barutcu, Area Managing Director. Grundfos Vietnam havde også inviteret mere end 100 VIP kunder og alle ansatte til en hyggelig sammenkomst om aftenen.

– Alt i alt var det et fantastisk arrangement, som ud over en masse god markedsføring også gav megen synlighed på de store tv-stationer og i de større aviser i Vietnam, siger Gert Borrits, General Manager i Grundfos Vietnam.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati