Halvårsresultat - Fortsat vækst hos Grundfos

16/08/2005

Halvårsresultat - Fortsat vækst hos Grundfos

Grundfos-koncernen har i første halvår 2005 et overskud før skat på 432 mio. kroner. Dermed opnår koncernen sit næsthøjeste halvårsresultat nogensinde efter rekorden på 461 mio. kroner sidste år. Salget er øget med 7 %, og omsætningen når op på 6.356 mio. kroner.

Halvåret lever helt op til koncernledelsens forventninger, og såvel omsætning som indtjening er på budget. Det betyder også at forventningerne til hele 2005 er uændrede, hvilket vil sige en salgsvækst på 7-8 % og et overskud før skat på over 1 mia. kroner. Indtjeningen for såvel halvåret som for hele 2005 er som forventet lidt lavere end rekordresultatet i 2004, og om baggrunden for dette siger koncernchef Jens Jørgen Madsen:

”Som forudset har materialepriserne forsat deres himmelflugt. US-dollaren og de relaterede valutaer har fortsat deres fald, og Grundfos har stadig fuldt blus på investeringer i globalisering af produktionsapparatet samt produkt- og markedsudvikling. Det betyder, at vi stort set følger budgettet for 2005 med hensyn til omsætning og overskud, og vi kan samtidig glæde os over en fortsat pæn vækst i strategisk vigtige markeder som Østeuropa og Fjernøsten.”

Den reelle salgsvækst udgør 8 % målt i lokale valutaer og fordeler sig således:

  • Fjernøsten voksede mest med 17 %
  • Østeuropa voksede med 13 %
  • Salget i Nordamerika steg med 10 %
  • Salget i Vesteuropa tegnede sig for en vækst på 2 %.

”Vores vækst er på niveau med forventningerne til 2005 – og vi konstaterer dermed, at vi er på rette kurs med vores hovedmål om en salgsomsætning på 2 mia. euro, eller ca. 15 mia. kroner, i 2007”, siger Jens Jørgen Madsen.

Grundfos-koncernen tager i 2005 nye fabrikker på i alt 55.000 kvadratmeter i brug . Ud over Indien og Rusland, der blev indviet i foråret, omfatter udvidelserne Kina og Ungarn, desuden er produktion i Mexico under forberedelse.

Trods øget etablering af produktion i udlandet har Grundfos kunnet fastholde beskæftigelsen i Danmark. Koncernen har mere end 13.000 ansatte - heraf arbejder knap 5.000 i Danmark.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati