Grundfosprisen 2006 til nano-professor

15/05/2006

Grundfosprisen 2006 til nano-professor

Grundfos-prisen 2006 er i formiddag tildelt professor, dr. scient. Flemming Besenbacher, leder af iNANO-centret på Aarhus Universitet.

Han tildeles prisen som anerkendelse af sin store forskningsmæssige indsats inden for materiale- og overfladefysik samt nanoteknologi og nanoscience.

I begrundelsen for valget af prismodtager hedder det videre:

”Flemming Besenbachers forskning er internationalt anerkendt som værende i den absolutte topklasse. Ud over sin egen forskningsindsats har han spillet en afgørende rolle i den danske satsning inden for forskning i nanoteknologi og nanoscience. Han har med entusiasme og fremsyn tiltrukket et meget stort antal industrielle samarbejdspartnere og studerende til forskningscentret for interdisciplinær nanoscience, iNANO, som han har været direktør for siden centrets oprettelse i 2002. På forbilledlig vis er iNANO rammen om nano-relateret forskning på både universiteterne i både Aarhus og Aalborg, skønt hovedparten af iNANO-aktiviteterne foregår på Aarhus Universitet. Dette samarbejde bidrager således til at samle forskningsresurser.”

Ved prismodtagelsen sagde Grundfos’ bestyrelsesformand Niels Due Jensen bl.a.:
”Rapporterne fra Globaliseringsrådet og Velfærdskommissionen har fået regeringen til at udtale god vilje til at styrke dansk forskning og uddannelse i de kommende år. Det er positivt at regeringen vil styrke universiteterne ledelsesmæssigt, så pengene kan bruges mere målrettet end tidligere – men regeringen må ikke falde for fristelsen til topstyring af universiteterne via Videnskabsministeriet. Nu har men netop fået bestyrelser med meget kompetente medlemmer, og hvis man vil sikre at de bliver på deres poster, skal de have ansvar og meningsfyldte opgaver. Der må efter min mening gerne være en sund konkurrence mellem universiteterne, hvor hvert universitet får sin egen klare profil. Vil man derimod have en politisk topstyring, bliver det svært at fastholde kompetente personer i universiteternes bestyrelser.”

Miljøminister Connie Hedegaard, der var gæstetaler ved prisoverrækkelsen, sagde bl.a.: ”Der bliver brug for al den teknologiske fantasi vi kan opbyde, for at løse vore egne problemer og bidrage til at løse de voksende miljøproblemer i verden omkring os. Jeg sætter min lid til at den danske forskning i højteknologi vil gøre det muligt for os at yde en mærkbar indsats i de kommende årtier. Danske virksomheder har allerede en betydelig eksport af miljø- og energieffektive teknologi - 40-45 mia. kr. på årsbasis - og jeg er ikke i tvivl om at der vil være stigende efterspørgsel på avancerede teknologiske løsninger af de globale miljøproblemer.”

iNANO-centret blev grundlagt ved et tværfagligt samarbejde mellem forskergrupper i fysik, kemi, molekylærbiologi og medicin. Tværfaglighed er netop et nøgleord i nanoteknologien, fremhæver Flemming Besenbacher. Det skyldes at de traditionelle grænser mellem fysik, kemi og molekylærbiologi udviskes på nano-niveau.

Teknologien har sit navn fra afstanden en nanometer, hvilket er en milliontedel af en millimeter. En nanometer er ca. 100.000 gange mindre end tykkelsen af et hår.

Evnen til at arbejde på dét niveau gør det muligt at opnå helt nye eller stærkt forbedrede funktioner og egenskaber, og Flemming Besenbacher nævner som eksempel at lægevidenskaben kan anvende nanoteknologi til nye materialer til kunstige knæ og hofter og lægemidler uden bivirkninger.

Også inden for computerteknologi kan det anvendes, og metalindustrien kan få glæde af teknologien til eksempelvis nye overflader og energisystemer.

Nanoteknologien kan få endnu større indvirkning på samfundsudviklingen end da man introducerede halvlederchips, fordi nanoteknologi kan benyttes på så mange andre områder end elektronik, siger Flemming Besenbacher.

Det er således et innovativt område med kurs mod fremtiden der i dag belønnes med Grundfosprisen, der består af en statuette og 1 mio. dkr., hvoraf de 250.000 kr. er en personlig hædersgave, mens resten er øremærket det pågældende forskningsområde.

Bedømmelseskomitéen består af: Professor Nina Smith, Handelshøjskolen i Aarhus

Professor Preben Terndrup Pedersen, Danmarks Tekniske Universitet

Tidl. rektor for Aalborg Universitet, Sven Caspersen

Direktør Lars Kolind, formand for Poul Due Jensens Fond

Niels Due Jensen, bestyrelsesformand for Grundfos-koncernen.

Prisen uddeltes på Danmarks Design Center. Grundfos-prisen, der i år uddeles for fjerde gang, gives med det formål at stimulere, anerkende og støtte national og international forskning i banebrydende og fremsynede løsninger inden for teknik, naturvidenskab og samfundsvidenskab – hver for sig eller i en kombination heraf.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati