Grundfosprisen 2004 til internationalt anerkendt dansk forsker

18/05/2004

Grundfosprisen 2004 til internationalt anerkendt dansk forsker

Professor Frede Blåbjerg, Aalborg Universitet, Institut for Energiteknik, er tildelt Grundfosprisen 2004 som anerkendelse af hans internationale teknisk-videnskabelige forskning inden for energi med særlig fokus på det effekt-elektroniske område.

Prisen på 1 mio. kroner, hvoraf de 250.000 kroner gives som en personlig hædersgave og 750.000 kroner til videre forskning inden for området, blev i dag overrakt af Grundfos’ koncernbestyrelsesformand Niels Due Jensen ved et arrangement i Dansk Design Center i København.

Anerkendelsen gives for den imponerende række aktiviteter og resultater, som Frede Blåbjerg har opnået, samt for hans succes med hensyn til at få forskningsresultater gjort industrielt anvendelige.

Internationalt har 41-årige Frede Blåbjerg formået at slå igennem i en ret ung alder. I 2002 blev han udnævnt til IEEE Fellow – en ære, som hidtil kun seks personer i Danmark har opnået og usædvanligt tidligt i forskerkarrieren. IEEE er den anerkendte internationale sammenslutning Institute of Electrical and Electronics Engineers, der arbejder for at fremme teori og anvendelse af elektro-teknologi og beslægtede videnskaber. Inden for sit felt er han en af de mest citerede forskere i Europa, og han har opbygget nyttige netværk til verdens førende forskningscentre.

Frede Blåbjergs forskning tog oprindelig udgangspunkt i industrielle ønsker. Imidlertid har han visioner, der rækker videre og mere har karakter af grundforskning. Hans vision – ”Virtual Power Prototyping” - er at undgå hovedparten af de dyre eksperimenter med prototyper, når et nyt design skal optimeres og afprøves. Ved i stedet at anvende computersimuleringer spares der både tid og penge, men det kræver opbygning af detaljerede matematiske modeller, der beskriver den statiske og dynamiske opførsel perfekt for de komponenter, der indgår. Grundfosprisen 2004 skal bidrage til at realisere denne vision.

Niels Due Jensen gav ved overrækkelsen udtryk for sin tro på, at Grundfosprisen yder sit beskedne bidrag til at styrke den politiske opmærksomhed omkring forskning.

”Mere forskning – offentlig som privat – er absolut nødvendig, hvis Danmark og danske arbejdspladser skal klare sig i den internationale arbejdsdeling”, sagde han og fortsatte: ”Viden er det, som vi skal bygge fremtidens vækst og velfærd på – og uden forskning finder vi ingen ny viden!.

Koncernbestyrelsesformanden henviste til, at de offentlige udgifter til forskning og udvikling kun udgør 0,7 % af Danmarks bruttonationalprodukt og den private sektors knap 1,3 %. Til sammenligning bruger Grundfos årligt godt 4 procent af sin omsætning til forskning og udvikling – i seneste regnskabsår svarede det til 464 millioner kroner.

”Uden denne investering kunne Grundfos ikke fastholde og udbygge sin position på et konkurrencepræget verdensmarked”, sagde Niels Due Jensen.

Det er tredje gang, Grundfosprisen er blevet uddelt. I 2002 var temaet – ligesom i år - teknik og naturvidenskab, og i 2003 var det en prisopgave inden for det samfundsvidenskabelige område. Næste års pris gives for en prisopgave med emnet "Globaliseringen og Danmark".





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati