Grundfos vinder prestigefyldt europæisk ledelsespris

07/11/2006

Grundfos vinder prestigefyldt europæisk ledelsespris

Grundfos er nu nået helt til tops blandt de bedst ledede virksomheder i Europa. Det blev dokumenteret, da pumpekoncernens danske produktionsselskab tidligere på aftenen vandt Europas vel nok mest prestigefyldte virksomhedspris, EFQM Award, under EFQM (European Foundation for Quality Management) Forum i Budapest, Ungarn. Grundfos A/S vandt blandt 27 finalister såvel hovedprisen som to specialpriser for henholdsvis virksomhedens sociale engagement samt udvikling og involvering af medarbejderne.

Af EFQM’s begrundelse fremgår det, at Grundfos A/S i dag er en af Europa allerbedste produktionsvirksomheder, og at virksomheden på en inspirerende måde opnår fremragende resultater på mange områder ved at gøre Business Excellence til en vigtig del af kulturen på linie med virksomhedens værdier. Medarbejderne involveres og belønnes for at fokusere på forbedringer og læring fra evalueringer. Der bruges moderne, visuelle metoder for at opnå en fælles forståelse for målene og til at omsætte disse til praksis og leve op til ordene *Be, Think, Innovate”.

Meget er forandret, siden topledelsen i Grundfos A/S for 10 år siden besluttede at indføre Business Excellence som ledelsesmodel i virksomhedens forbedringsproces. Fabrikker og afdelinger er blevet bedre til at dele viden, medarbejderne kommer med flere forslag til forbedringer, og såvel kunder som medarbejdere er blevet mere tilfredse. Det skyldes ifølge adm. direktør Lars Aagaard ikke mindst et helhjertet engagement på alle leder-niveauer og involvering af alle medarbejdere.

”Alle medarbejdere er med til at fastlægge mål, at finde forbedringer og at evaluere vores processer”, forklarer Lars Aagaard og fortsætter: ”Den fælles forståelse og referenceramme har været fundamentet for at skabe forbedringer i virksomheden
– til gavn for vores konkurrenceevne og vores muligheder for at opretholde en stor del af produktionen i Danmark”.

Resultaterne af arbejdet med Business Excellence i Grundfos A/S har ifølge koncernchef Jens Jørgen Madsen stor indflydelse på, hvad der sker i resten af organisationen – ikke mindst i de øvrige produktionsselskaber.

”Det er til gavn for hele koncernen, at Grundfos A/S arbejder professionelt med lønsom produktion og distribution – først og fremmest af produkter og komponenter, det kræver stor viden at producere. Samtidig er selskabets aktive involvering i produkt- og teknologiudvikling en vigtig støtte i globaliseringsaktiviteterne.

Jeg betragter Grundfos A/S som katalysator for, at koncernen til stadighed indtager positionen som markedsleder. Det er med det formål for øje, vi har fokuseret på at udvikle Grundfos A/S som en virksomhed i verdensklasse” siger Jens Jørgen Madsen.

Koncernchefen kvitterer for den store indsats, ledelsen og medarbejderne har ydet for at gøre koncernens største produktionsselskab fortjent til prisen.

”Som et forbillede for de andre produktionsselskaber i koncernen har Grundfos A/S med disse fornemme priser endnu en gang vist vejen. Det er en sejr for hver eneste medarbejder”, fastslår Jens Jørgen Madsen.


Fakta om EFQM

Organisationen bag priserne er EFQM (The European Foundation of Quality Management). Den har som eksistensberettigelse at inspirere og hjælpe virksomheder over hele Europa til at tage fat om forbedringsprojekter, der fører til top-præstationer inden for kundetilfredshed, medarbejdertilfredshed, indvirkning på samfundet og forretningsmæssige resultater.

Yderligere informationer kan findes på www.efqm.org.

EFQM-milepæle for Grundfos A/S

1996: Business Excellence lanceres – alle topledere trænes og involveres.
1997: Årlig Business Excellence-cyklus etableres.
1999: Vinder af Den Danske Kvalitetspris.
2000: Business Excellence introduceres i produktionsgrupperne.
2001:EFQM-finalist.
2003: Vinder af EFQM’s specialpris for ”Lederskab og Målrettet indsats.
2006: Vinder af EFQM-hovedprisen og to specialpriser.

Arbejdet med Business Excellence er ikke slut for Grundfos A/S. Tværtimod – der vil blive fokuseret yderligere, og udbredelsen til resten af koncernen vil fortsætte.

Fakta om Grundfos A/S
Det danske produktionsselskab Grundfos A/S er det største og ældste i pumpekoncernen – grundlagt i 1945 af Poul Due Jensen.

Det har sammen med koncernhovedkvarteret til huse i Danmark, beskæftiger 4.000 medarbejdere og omsatte i 2005 for 573 mio. Euro.

Grundfos A/S producerer primært cirkulationspumper til varme- og aircondition-anlæg, centrifugalpumper til industrien, dykpumper til vandforsyning og elektronik.

Fakta om Grundfos-koncernen

Grundfos stræber efter at være verdens førende og mest succesfulde virksomhed inden for pumpebranchen. Derfor forsker koncernen vedvarende i nye materialer og
processer for at kunne introducere nye og banebrydende pumper og pumpe-
systemer, der kan tilfredsstille markedets krav om effektive, driftssikre og energiøkonomiske anlæg.

Med sine 73 selskaber er Grundfos-koncernen repræsenteret i 41 lande verden over, og desuden forhandles der Grundfos-produkter i en lang række lande gennem lokale distributører.

Grundfos-koncernen har 14.500 ansatte og omsatte i 2005 for 1,8 mia. euro.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati