Grundfos udfordrer kvikke hoveder

14/03/2006

Grundfos går nye veje for at styrke samarbejdet med de højere læreanstalter og samtidig give de studerende et unikt indblik i de faglige og karrieremæssige muligheder, som en stor internationalt arbejdende koncern byder på.

Det sker med GRUNDFOS CHALLENGE, der afvikles på Poul Due Jensen Academy i Bjerringbro 2.-8. april med en samlet præmiesum på godt 250.000 kr.

De studerende, der deltager fra de højere læreanstalter, skal i løbet af en uge løse en opgave, der vil være en udfordring i teknologisk og forretningsmæssig innovation med udgangspunkt i et af tidens mest presserende problemer: Fremtidens globale vandforsyning.

- GRUNDFOS CHALLENGE drejer sig om innovation, kommunikation, talent og holdarbejde og tager udgangspunkt i udfordringerne på et af Grundfos’ kerneområder – vandforsyning. Vi ser frem til at møde alle de dygtige og entusiastiske hold og få præsenteret deres ideer. Det har desuden været en stor glæde at opleve den kolossale opbakning til initiativet der har været blandt de højere læreanstalter, siger koncerndirektør Carlo Prola, Grundfos.

En række af landets førende uddannelsesinstitutioner er blevet inviteret til at stille hold bestående af henholdsvis ingeniør- og økonomistuderende, og 12 uddannelsesinstitutioner har taget imod udfordringen. Det er Copenhagen Business School, Handelshøjskolen i Aarhus, Handels- og IngeniørHøjskolen i Herning, Ingeniørhøjskolen i København, Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum, Ingeniørhøjskolen i Århus, Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet, Vitus Bering – Center for Videregående Uddannelse, Horsens, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.

Grundfos stiller et stort fagligt netværk til rådighed for de studerende i den ugelange dyst, der tæller i alt 14 teams.

Til bedømmelse af opgaverne har en række gode kræfter fra erhvervslivet og forskningsmiljøet stillet sig til rådighed. Det er fhv. nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, bankdirektør Anders Dam, Jyske Bank, direktør Søren Stjernqvist, Teknologisk Institut, direktør Carsten Gaarn-Larsen, Højteknologifonden, koncernbestyrelsesformand Niels Due Jensen, Grundfos, og direktør Lars Kolind, formand for Poul Due Jensen’s Fond, direktør Lars Fournais, direktør Henning Sandager, indkøbschef Klavs Hornum og personalechef Marjanne Grønhøj.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati