Grundfos’ leverandørpris 2002 uddelt til finsk råvareleverandør i dag

24/09/2003

Grundfos’ leverandørpris 2002 uddelt til finsk råvareleverandør i dag

Høj leveringsevne, perfekt kvalitet og god service ligger til grund for valget af den finske leverandør Outokumpu Poricopper OY til modtager af Grundfos’ leverandørpris.

Leverandøren, som er en del af Outokumpu-koncernen, leverer kobber til Grundfos. Grundfos har en partnerskabsaftale med Outokumpu som bl.a. indebærer at det finske firma leverer til Grundfos fra lager i Bjerringbro. Det gør Grundfos’ planlægning af produktionen meget fleksibel, idet pumpevirksomheden dagligt kan trække præcist de mængder råvarer der er behov for, og leveringsevnen ligger da også tæt på 100%.

Den høje leveringsevne går ikke ud over kvaliteteten. Grundfos indkøbsdirektør Niels Qvortrup siger herom:

- De gange vi har fundet fejl på en coil eller en profil, går der sjældent mere end et par dage før leverandøren har fundet årsagen og præsenteret en korrektionsplan som udelukker lignende fejl i fremtiden. Outokumpu tager selv små kvalitetsproblemer meget seriøst.
Outokumpu er EMAS-certificeret og har klare politikker omkring reduktion af forurening, hvilket er en faktor som Grundfos lægger stor vægt på i udvælgelsen af leverandører.

Ouokumpu er en af mastodonterne inden for råvareleverance med en omsætning på 6 mia. euro og 21.000 medarbejdere i 40 lande. Koncernen, der har hovedsæde i byen Espoo i Finland, ejes dels af den finske stat, der ejer 39,6% af aktierne, dels af fonde og private investorer.

Ved prisoverrækkelsen den 24. september var Outokumpu repræsenteret af salgs- og marketingdirektør Matti Karttunen fra datterselskabet Outokumpu Poricopper OY EPC, der leverer kobberprofiler til Grundfos, og af adm. dir. Rauno Peltonen fra Outokumpu Poricopper OY IAP, der leverer plader, bånd og coils. Desuden var Branch Manager Tommy Andersen fra Outokumpus danske selskab med ved prisoverrækkelsen. I år 2002 leverede Outokumpu OY for 2,7 mio. euro til Grundfos.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati