Grundfos som hovedsponsor for TEAM DANMARK

21/10/2003

Pumpekoncernen Grundfos i Bjerringbro føjer sig nu til den eksklusive kreds af hoved-sponsorer for TEAM DANMARK. Dette sker som led i en større satsning på OL i Athen 2004. Aftalen løber i første omgang til udgangen af 2004 , men med mulighed for efterfølgende forlængelse.

Grundfos har længe været på udkig efter et sponsorat med mere internationalt tilsnit, end støtten til håndboldklubben Bjerringbro FH rummer mulighed for. Med TEAM DANMARK aftalen har pumpekoncernen taget et skridt ud i den internationale sportsarena- og samtidig vil danske eliteidrætsfolk indgå som ikoner i markedsføringen af virksomhedens produkter.

”Tanken er, at Grundfos i foråret 2004 vil køre en større kampagne på markeder i Europa og Asien med OL som tema. Kunderne vil blive inviteret til at konkurrere i forskellige discipliner – og vinderne inviteres med til Athen i august 2004.” siger direktør Kim Klastrup, der har ansvaret for Branding og global Marketing i Grundfos-koncernen.

TEAM DANMARK eksponeres internationalt
På alt internationalt markedsføringsmateriale, der indgår i Grundfos Games kampagnen vil det fremgå, at Grundfos er hovedsponsor for Team Danmark. Ligeledes vil Team Danmarks logo blive anvendt på annoncer, brochurer og plakater, der internationalt skal gøre opmærksom på pumperne fra Grundfos.

Det er tanken at nogle af de danske OL-deltagere i Athen samt tidligere medaljevindere skal optræde i Grundfos kampagnen. På den måde kan de danske sportsfolk være med til at levendegøre ambitionen om altid at gå efter toppræstationer. En tankegang OL-deltagerne deler med pumpevirksomheden – og derfor vil udsagnene fra aktive sportsfolk være med til at sælge budskabet fra Grundfos om at ansvarlighed, fremsynethed og innovation er integreret i Grundfos-pumperne.

Marketingchef Steen Fladberg fra TEAM DANMARK siger om samarbejdet: ”Det er en stor glæde at etablere et samarbejde med en af Danmarks store industrikoncerner. Dels fordi vi betragter det som en blåstempling af, at TEAM DANMARK’s koncept også holder i international sammenhæng og dels fordi dansk eliteidræt vil blive eksponeret meget bredt internationalt.”

GRUNDFOS GAMES internt
Samtidig med at markedsføringskampagnen ruller ud på mange af de store markeder, vil Grundfos også introducere en større intern kampagne, hvor medarbejderne i koncernen kan konkurrere i forskellige discipliner hen over foråret 2004.

Formålet med den interne kampagne er at skabe yderligere entusiasme og ejerskab for virksomhedens kerneværdier blandt de 11.000 medarbejdere. Derfor vil den interne konkurrence også have relation til begreberne: be responsible – think ahead og innovate, de tre grundlæggende værdiudsagn i Grundfos’ virksomhedsfilosofi.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati