Grundfos satser på asiatisk tv-profilering gennem bordtennis

11/12/2006

Grundfos vil snart blive et velkendt navn blandt asiatiske bordtennisspillere, -officials og -entusiaster.

Den verdensomspændende pumpekoncern indgik for nylig en aftale om at være hovedsponsor for 2006 Volkswagen Pro Tour Grand Finals, der afvikles i Hong Kong 14.-17. december 2006.

Direktør Kim Klastrup, Grundfos, udtaler omkring sponsoratet: “Turneringen Volkswagen Pro Tour samler verdens bedste bordtennisspillere, og Grundfos betragter spillet som helt i tråd med virksomhedens kerneværdier: “Be Responsible-Think Ahead-Innovate”, I bordtennis skal man spille fornuftigt, forudse modstanderens næste træk og hele tiden udvikle nye teknikker for at opnå succes. Vi ser tydelige paralleller mellem vores tre kerneværdier og dette spændende spil.”

Bordtennis, som er den mest populære sport i Kina og en af de mest populære i Asien, har en historie præget af fornyelse, høj troværdighed og intens konkurrence – alle idealer, der er synonyme med Grundfos.

Grundfos’ ambition er at nå ud på en større del af de asiatiske markeder gennem denne stadigt mere populære sport.

Høj synlighed

Sponsoratet er endnu et skridt i den rigtige retning for Grundfos i Asien, hvor virksomheden i disse år vokser kraftigt. Grundfos sponsorerer allerede badminton, der er en meget populær sportsgren i Asien, og ved at gå ind i bordtennissporten styrkes positionen som en synlig og progressiv virksomhed yderligere.

Der er garanteret høj synlighed, idet Grundfos’ navn og logo vil være til stede ved alle 41 kampe i 2006 Volkswagen Pro Tour Grand Finals og desuden tjene som baggrund ved pressekonferencer samt optræde i adskillelige tryksager i Asien.

Derudover transmitteres mange af kampene fra begivenheden direkte til mange asiatiske lande.

Velkommen sponsor

Grundfos’ tilstedeværelse ved den prestigefyldte sidste turnering på året er et løft for bordtennis og hilses velkommen af præsidenten for det internationale bordtennisforbund (ITTF) Adham Sharara.

“Det er glædeligt for ITTF at kunne byde velkommen til en ny sponsor ved Volkswagen Pro Tour Grand Finals. Vi er overbeviste om, at Grundfos vil få en fremragende global tv-eksponering,” siger Adham Sharara og fortsætter: ”Jeg er meget glad for, at det lykkedes at føre Grundfos og ITTF sammen i et partnerskab, der vil gavne begge organisationer.”

Om Grundfos
Med en årlig produktion på over 10 mio. enheder er Grundfos en af verdens førende pumpeproducenter. Grundfos-pumper og -pumpesystemer anvendes især i forbindelse med vandforsyning, spildevand, aircondition, dosering, opvarmning, trykforøgning, brandbekæmpelse og vandbehandling.

Ud over pumper producerer Grundfos også elektriske motorer, pumpestyringssystemer og elektronik. Grundfos-koncernen beskæftiger ca. 14.500 medarbejdere i 73 selskaber i mere end 41 lande.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati