Grundfos leverer rent vand til Malawi - via Roskilde Festivalen

11/06/2009

Grundfos leverer rent vand til Malawi

Grundfos, Roskilde Festival og Folkekirkens Nødhjælp donerer 12 bæredygtige pumpesystemer til det afrikanske land.

Grundfos, Roskilde Festival og Folkekirkens Nødhjælp samler kræfterne for at bringe rent vand til fjerne landsbyer i Malawi i Afrika. I alt doneres 12 Grundfos SQFlex borehulspumpesystemer til udvalgte lokationer i det afrikanske land som et led i samarbejdet mellem de tre organisationer.

Grundfos SQFlex pumpesystemerne indeholder et komplet borehulspumpesystem, der kan køre på solarenergi, vindenergi eller en kombination af begge to. Den perfekte løsning til fjerne områder, hvor der er der er en masse sol og vind, men langt til en pålidelig elforsyning, som det er tilfældet i Malawi.

Ved Roskilde Festivalen i år stilles et antal SQFlex systemer op for at skabe opmærksomhed omkring problematikken ifm. manglende rent vand og adgang til el-nettet, som mange mennesker i verden oplever dagligt.

”Vi forsyner de koldtvandsbrusere, som deltagerne må benytte gratis, med vand fra søen,” fortæller funktionschef Jan Heegaard fra Grundfos’ forretningsenhed for vandforsyning. ”Anlæggene får den nødvendige strøm gennem de solpaneler og vindmøller, der er forbundet til dem. Vi viser, hvordan bæredygtig energi kan bruges til at forbedre levevilkårene for mange mennesker.”

I de seneste år er Malawi blevet ramt hårdt af klimaforandringer. Nogle år kommer der for meget regn, og andre år kommer der næsten ingen. De 12 Grundfos-pumpesystemer er beregnet til at undgå problemerne med tørken ved at kunstvande de forskellige områder og sikre en god høst af de dyrkede afgrøder.

Hvert SQFlex system kommer til at forsyne et område på fem til seks hektar (50 - 60.000 m²) delt op i sektioner på ca. 500 m² pr. familie. Vandet skal pumpes op fra en dybde af 20 - 60 meter under jorden. Der anvendes mellem 10 og 20 GF 80 solpaneler til at løfte vandet op i beholdere, hvorfra det kan tappes, fortæller Jan Heegaard.

Fremtiden har brug for os. Nu.
”Når man tager på festival, tænker man måske meget i nuet,” siger projektleder Mette Ørneborg Thomsen fra Grundfos. ”Men ift. klimaet og planeten, skal vi tænke på fremtiden, og hvad vi kan gøre for at værne om den allerede nu. Aktiviteten ved festivalen viser en af de ting, der er mulig.”

Installationen ved søen er en del af Roskilde festivalens klima kampagne Green Footsteps og Grundfos' Future Now initiativ, som begge har til formål at generere og udbrede gode idéer og viden om, hvordan klimaforandringerne kan standses. Derfor tager Grundfos en enestående underskriftsindsamling med til Roskilde Festivalen i form af 220 cm høje fysiske Future Now bogstaver. De overdrages til klima- og energiminister Connie Hedegaard d. 7/12.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati