Grundfos overtager tysk pumpevirksomhed

12/01/2004

Grundfos overtager tysk pumpevirksomhed

Pumpekoncernen Grundfos har per 1. januar overtaget 94 procent af aktiebeholdningen i pumpekoncernen Hilge med hovedkvarter i Tyskland for at udvide sin produktportefølje og opnå synergi i salget.

De resterende 6% ejes af fonden Philipp Berdelle – Hilge Stiftung. Dermed har to familievirksomheder med stolte traditioner fundet sammen.

Mens Grundfos udvikler og producerer pumper til snart sagt ethvert formål inden for flytning af væsker, er Hilge specialist på et noget mere begrænset område: Virksomheden udvikler udelukkende pumper til at opfylde de særligt høje krav, bryggerier, mejerier, fødevarebranchen og den farmaceutiske industri stiller til hygiejnen.

De to virksomheders produkter kommer ikke til at konkurrere med hinanden. Tværtimod betragter Grundfos’ koncerndirektør Søren Ø. Sørensen Hilges kvalitetspumper i rustfrit stål som et værdifuldt supplement til koncernens eget produktprogram.

”Vi har stor respekt for den omfattende knowhow, Hilge gennem tiden har opnået. Hilge har stor ekspertise i fleksibel produktion, og virksomhedens pumper er særdeles velrenommerede. Når vi nu kan føje dem til vores omfattende program af industripumper og digitale doseringspumper, kan vi tilbyde endnu mere attraktive total-løsninger til alle de brancher, der stiller særligt høje krav til hygiejnen”, siger Søren Ø. Sørensen.

Det har været helt afgørende for, at handelen kunne realiseres, at Grundfos – ligesom Hilge – lægger stor vægt på bæredygtige relationer til såvel kunder og medarbejdere som omverdenen i øvrigt. Grundfos har gennem sine hidtidige tilkøb dokumenteret sine reelle hensigter. Efter Grundfos’ overtagelse er de tilkøbte virksomheder vokset i omsætning, og i dag tegner de sig tilsammen for i alt 17 procent af Grundfos-koncernens samlede omsætning.

Sidste år nåede Hilges omsætning ca. 30 mio. Euro og forventningen er, at Hilges omsætning efter Grundfos’ overtagelse vil blive fordoblet i løbet af ganske få år.

De to pumpevirksomheders værdigrundlag harmonerer ifølge Hilges tidligere ejer, fru Hannelore Berdelle-Hilge, påfaldende godt med hinanden.

”Det har bestemt ikke været svært for mig at identificere mig med Grundfos’ værdier, der i deres korteste form kendes som Be responsible-Think ahead-Innovate. Ligesom Grundfos bygger Hilge sin vækst på at behandle kunderne som partnere - og på den usædvanligt høje grad af engagement, motivation og ansvarlighed, medarbejderne udviser. Og begge virksomheder møder fremtidens udfordringer ved at udvikle kreative og trendsættende løsninger – ofte i tæt samarbejde med universiteter og forskningsinstitutioner – og altid i respekt for kundernes behov”, siger fru Berdelle-Hilge.

Hilges produkter vil også fremover blive markedsført i eget navn. På det tyske, østrigske, franske, engelske og schweiziske marked foregår det via Hilges hidtidige salgskanaler - på andre markeder foregår det via Grundfos’ vidt forgrenede net af salgsselskaber. Rainer Pfeffer fortsætter som koncernchef i Hilge, mens Grundfos’ koncerndirektør Søren Ø. Sørensen bliver bestyrelsesformand.

Grundfos har gennem tiden købt flere relativt små virksomheder for at få adgang til nye markeder eller produkter, og Hilge bliver ifølge koncernchef Jens Jørgen Madsen ikke den sidste:

”Vi vil systematisk fortsætte den proces. Vi er hele tiden på udkig – både her fra Bjerringbro og fra regionerne ude i verden”, siger han.


Fakta om Hilge
Hilge er en af verdens førende producenter af pumper til medicinal- og fødevareindustrien. Desuden udvikler virksomheden skræddersyede løsninger til industrien samt inden for miljøteknologi og overfladeteknologi.

Hilge består af tre produktionsselskaber i Tyskland, Frankrig og Schweiz samt af mindre montage-, service- og distributionsselskaber i England, Østrig og Indien. Resten af den industrialiserede del af verden betjenes via samarbejdspartnere.

Omkring 60 procent af Hilges 200 medarbejdere er beskæftiget i hovedkvarteret i Bodenheim, Tyskland.

Hilge er en virksomhed med stærke traditioner og værdier. Den blev oprindelig grundlagt af Peter Hilge i 1862 som et støberi i Mainz og indtil Grundfos per 1. januar overtog Hilge var fru Hannelore Berdelle-Hilge virksomhedens ejer og repræsenterer tredje generation i ejer-familien.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati