Grundfos overgår salgsbudget og skærper ambitioner for fremtiden

17/08/2008

Grundfos-koncernen opnåede i 2007 et tilfredsstillende resultat med en vækst i omsætningen på 1,4 mia. kroner til 16,8 mia. kroner og et resultat før skat på 1,4 mia. kroner.

”Med en omsætning på 16,8 mia. og et resultat før skat på 1,4 mia. betragter vi 2007 som tilfredsstillende. Vi glæder os over, at vores vækst i omsætning er på 9 procent, eller hele 11 % hvis tallet justeres for valutakursændringer. Dermed ligger væksten over budget, og vores resultat før skat ligger på det forventede niveau,” siger koncernchef Carsten Bjerg.

Selve resultatet før skat for 2007 svarer til 8,2 pct. af omsætningen mod 9,6 pct. i 2006 og ligger dermed relativt lavere. Det skyldes primært fald i salgsvalutaer og stigning i priser på råvarer. Resultatet er også påvirket af stigende omkostninger til produktudvikling og globalisering samt koncernens tilbud til medarbejderne om at købe aktier til favørkurs.

Global udvikling
Alle koncernens forretningsområder har vist fremgang i 2007. ”Det har stor betydning for os, at især de strategisk vigtige markeder i Østeuropa, Rusland, Asien og Kina har udviklet sig ekspansivt med vækstrater på op til 46 procent i Indien, 40 procent i Kina og 27 procent i Rusland. Samtidig præsterede de vesteuropæiske markeder et tilfredsstillende salg med en gennemsnitlig vækstrate på 6 procent, der dog blev trukket ned af lav vækst på det tyske marked,” kommenterer Carsten Bjerg.

Trods relativt mindre vækst på det amerikanske pumpemarked fortsætter Grundfos sin strategiske satsning i Nordamerika.
”Det nordamerikanske marked er verdens største pumpemarked og rummer et stort potentiale for Grundfos og med fabriksåbning i Mexico og tilkøb af pumpevirksomheden Peerless satser vi stadig hårdt på dette marked,” siger Carsten Bjerg.

Globaliseringen af pumpekoncernens aktiviteter fortsatte i 2007. Det resulterede i åbning af nye fabrikker i Ungarn og Mexico samt et salgsselskab i Kasakhstan. Inden for forskning og udvikling har udbygningen især været koncentreret om at opbygge strategiske kompetencecentre udenfor Danmark inden for motor-, software- og generel pumpeudvikling i henholdsvis Ungarn, Indien og Kina.

Visionære ambitioner for fremtidens Grundfos
Konturerne af fremtidens Grundfos tegnes i en nyudviklet ”Innovation Intent”, der udstikker kursen mod et langt større og endnu mere bæredygtigt Grundfos i 2025.
”Vi har skabt en vision for 2025. I centrum er et fuldt globaliseret Grundfos med op mod 75.000 medarbejdere, hvor miljøløsninger bliver et drivende element i vores forretning og hvor vi leverer teknologiske løsninger, der rækker ud over pumpeforretningen og omfatter nye højteknologiske bud på klima- og miljørigtige produkter. Vi ønsker at udnytte Grundfos’ helt unikke mulighed for at tænke visionært ”

Det asiatiske marked udgør et konkret eksempel på et af fremtidens helt store potentialer for Grundfos. I dag tegner det asiatiske marked sig for mindre end otte procent af Grundfos’ omsætning, men i løbet af 10 år ventes det at udgøre mere end 50 procent af det globale pumpemarked. Forretningspotentialet er derfor stort, ikke mindst i Kina, hvor befolkningstallet vokser hurtigt, og hvor landets middelklasse om mindre end 10 år vil nå op på 250 millioner mennesker.


Carsten Bjerg uddyber:
”Kina skal i fremtiden være vores andet hjemmemarked. Vi vil over de næste år udbygge vores aktiviteter i Kina kraftigt. Vi skal tættere på kunderne og vi skal udvikle produkter, der målrettet imødekommer deres voksende behov for komfort, energieffektivitet og miljørigtige løsninger indenfor vandforsyning og spildevand.”

Koncernchefen forventer en vækststigning i koncernens omsætning på 9 pct. i 2008. Dermed er koncernens hidtidige strategiske mål for omsætningen på 20 mia. kroner i 2010 inden for rækkevidde og forventes indfriet før tid.

Fakta om Grundfos
En årlig produktion på næsten 16 mio. pumpeenheder gør Grundfos til en af verdens førende pumpeproducenter. Cirkulationspumper til varme og air-condition og andre centrifugalpumper til industri, vandforsyning, spildevand og dosering er hovedprodukterne.

Grundfos-koncernen tæller i dag mere end 17.000 medarbejdere, fordelt på 80 selskaber i 45 lande. I Danmark beskæftiger koncernen over 5.000 medarbejdere.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati