Grundfos og Dansk Shell åbner dørene for handicappede

02/10/2007

Selv med en høj uddannelse kan det være svært for en handicappet at finde et job. Men behøver et handicap spænde ben for en karriere? Hvad kan virksomhederne gøre for at lette handicappedes vej ind i erhvervslivet? Det kan handicappede med en videregående uddannelse få svar på når Grundfos og Dansk Shell inviterer til Disability Mentoring Day den 5. oktober.

Det er anden gang Grundfos inviterer til DMD (Disability Mentoring Day), mens Dansk Shell er med for første gang. Grundfos er vært for arrangementet vest for Storebælt, og Dansk Shell er vært for øst-arrangementet.

DMD er en informationsdag hvor deltagerne bl.a. får indsigt i hvordan hverdagen ser ud på to store danske virksomheder, og hvad de kan tilbyde deres handicappede medarbejdere. Deltagerne får også mulighed for at følge en medarbejder og få en personlig snak om de krav der stilles inden for forskellige fagområder.

På Grundfos vil deltagerne desuden få lejlighed til at tale med en repræsentant fra personaleafdelingen, der kan fortælle om hvilke muligheder der er for at få et job på Grundfos.

”Efter at Grundfos sidste år gik med i DMD-arrangementet, er det glædeligt at flere virksomheder har grebet idéen,” siger koncernpersonaledirektør i Grundfos, Jørn Henriksen. ”Jeg håber endnu flere virksomheder følger efter – der er hårdt brug for arbejdskraft overalt i det danske erhvervsliv, og det er vigtigt at vi bruger alle de gode resurser der findes i Danmark.”

Fakta:
Formålet med Disability Mentoring Day er ikke at rekruttere nye medarbejdere, men at bidrage til dialogen om et rummeligt arbejdsmarked og de kompetencer som veluddannede handicappede kan bidrage til samfundsudviklingen med.
Begge arrangementer finder sted fredag den 5. oktober 2007.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati