Grundfos-medarbejdere sikrer rent drikkevand i kenyanske landsbyer

26/10/2010

Grundfos-medarbejdere sikrer rent drikkevand i kenyanske landsbyer

Efter 10 år med vandmangel får indbyggerne i landsbyen Kambi ya Juu i Kenya igen adgang til rent drikkevand. Det skyldes et initiativ taget af Grundfos-medarbejdere. Et eksempel på effektiv og medarbejderdrevet CSR-indsats.

Millioner af mennesker i verden har ikke adgang til rent vand. I Afrika, fx, betyder adgangen til rent vand ofte forskellen på liv og død, fortæller Ann Akopi fra Kambi ya Juu, ca. fem timers kørsel fra Nairobi. Hver morgen må hun vandre tværs over bushen for at hente gulligt vand i en bæk - det er så tidligt, at hverken børn eller solen endnu er stået op.

- Vandet er ikke rent. Dem der bor længere oppe ad bakken vasker både sig selv og deres tøj i bækken. Hvis vi ikke passer på og koger vandet, bliver vi syge, fortæller hun.

Ann Akopi og de ca. 3.000 andre indbyggere i Kambi ya Juu har hentet vand i bækken lige siden, der for 10 år siden blev lukket for byens eneste vandforsyning. Men nu får de adgang til rent vand via et nyt vandsystem, der er etableret som en del af det såkaldte Water2Life program, der drives af Grundfos-medarbejderne selv.

Water2Life er baseret på Grundfos’ LifeLink system, som består af en vandpumpe, der drives af solenergi. Når Ann Akopi og hendes naboer i Kambi ya Juu har brug for vand, betaler de for det via mobiltelefoner. Og de betaler kun for det, de bruger. Idéen er opstået og delvist finansieret af medarbejderne i Grundfos. For at gennemføre projektet har man etableret et nyt partnerskab mellem Røde Kors i Danmark og Kenya og Grundfos-koncernen.

- Jeg tror, at LifeLink er begyndelsen på at finde en bæredygtig vandforsyning. Det er faktisk det bedste system, jeg nogensinde har set, fortæller Barasa Mabonga, repræsentant for Kenyansk Røde Kors, der bistår med udpegning af de områder, hvor der brug for rent vand, og samarbejdet med de lokale landsbyer.

Henriette klipper snoren til det første anlæg
Tirsdag vil der så atter strømme rent vand til Kambi ya Juu. Dér, for at klippe den røde snor, vil man finde Henriette Nygaard, bogholderiassistent på Grundfos-hovedkontoret i Bjerringbro. Hun er blevet valgt ved lodtrækning til at repræsentere medarbejderne i Grundfos.

- Vi har alle taget del i projektet ved at give bidrag og samle ind, og det er meget vigtigt for mig personligt, at jeg får mulighed for at se, hvordan vores indsats gør en forskel. Vi gør jo noget, som vi er gode til på Grundfos; at skaffe mennesker adgang til rent vand, fortæller Henriette Nygaard, som aldrig har været så langt hjemmefra.
Den officielle åbning af det første Water2Life projekt finder sted i Kambi ya Juu kl. 10.00 dansk tid tirsdag den 26. oktober 2010. De geografiske koordinater er 0° 20' 0" Nord, 37° 34' 0" Øst. Grundfos-medarbejdere har allerede indsamlet midler til tre anlæg, og målet er ti anlæg det første år. Det vil sikre rent drikkevand til mindst 17.000 mennesker i kenyanske landsbyer.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati