Grundfos Leverandørpris 2001

17/05/2002

Grundfos Leverandørpris 2001

Grundfos uddeler i dag for tredje gang Leverandørprisen til en leverandør for Grundfos-koncernen. Denne gang går prisen til en tysk virksomhed, nemlig til AEG Kondensatoren und Wandler GmbH, der har hjemsted i Berlin.

Prisen overrækkes i dag, den 17. maj, af Grundfos vicekoncernchef Poul Vesterbæk og Grundfos indkøbsdirektør Niels Qvortrup. Udover æren får det tyske firma, der ved modtagelsen er repræsenteret af adm. direktør Rheinhard Wiegand og salgschef Aida Caesar, en rustfri stålplade med indgravering.

AEG er den første modtager af Grundfos' leverandørpris som er nomineret af samtlige Grundfos-selskaber de leverer til. Det vil sige Grundfos' produktionsselskaber i Danmark, Tyskland, Frankrig og England.

I begrundelsen for valget af AEG som modtager af prisen er der lagt vægt på at firmaet igennem de næsten 20 år det har været leverandør til Grundfos, har styrket områderne kvalitet, leveringsevne, service, kommunikation og miljøbevidsthed. Det er netop de faktorer der bedømmes på når modtageren af Grundfos' leverandørpris skal vælges. Desuden går AEG altid i front når det gælder nye udfordringer, hvad enten det gælder nyt design eller andre krav til nyudviklede produkter, siger adm. direktør Poul Vesterbæk, Grundfos, der tilføjer at AEG har forstået at rationalisere sin produktion og flytte dele af den til low-cost-område.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati