Grundfos-kolleger fra hele verden mødes i cyberspace

11/01/2005

225 medarbejdere fra 35 selskaber i Grundfos-koncernen deltager 11.-12. januar i en virtuel konference, der har pumpevirksomhedens branding-aktiviteter som tema.

Med it-teknologiens hjælp får deltagerne mulighed for at ”være sammen” og udveksle erfaring og viden på tværs af grænser, selv om de fysisk befinder sig langt fra hinanden.

Valget af den alternative konferenceform demonstrerer, at Grundfos er både nytænkende og innovativ, når det gælder om at dele viden i en stor, international organisation. Ifølge direktør for Corporate Branding Kim Klastrup er den store fordel, at den virtuelle konference når meget længere ud i organisationen end en traditionel konference.
”Mange flere kan være med - og får dermed information direkte og har mulighed for at komme til orde i samme øjeblik, de har noget på hjerte. Desuden er der penge at spare på rejseudgifter og tidsforbrug for især medarbejdere fra oversøiske selskaber”, forklarer Kim Klastrup.

En ulempe ved den virtuelle konference er, at man ikke får den sociale oplevelse af at være fysisk sammen. I mange Grundfos-selskaber samles deltagerne dog i grupper, og i den mere underholdende del af en ellers seriøs konference kan de via et humorfyldt rum-univers chatte med andre deltagere.

Deltagerne i konferencen er selskabsdirektører, salgsansvarlige, marketing-medarbejdere, service-medarbejdere og medarbejdere fra koncernledelsens stabsfunktioner – alle nøglepersoner i branding-processen. Af hensyn til deltagernes geografiske spredning i forskellige tidszoner gennemføres konferencen tre gange i døgnet.

Indholdet i konferencen, der løber over to halve dage, veksler mellem video-præsentationer, online-gruppearbejde og online-feedback. Budskaberne understøttes af eksempler fra det virkelige liv – både fra Grundfos og andre virksomheder, der arbejder globalt. Formålet er at integrere branding i det daglige arbejde og at skabe større sammenhæng mellem marketing- og salgsaktiviteter.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati