Grundfos investerer massivt i Serbien

09/09/2008

Grundfos investerer massivt i Serbien

Danske Grundfos, som er verdens største pumpeproducent, investerer nu massivt i Serbien. Investeringerne beløber sig til mellem 75 til 80 mio. Euro over de næste år, hvor Grundfos etablerer ny fabrik lige uden for hovedstaden Beograd.

- Vi oplever stor vækst i Central- og Østeuropa, og det er grunden til, at vi nu etablerer os med endnu en fabrik. Serbien er interessant, fordi det er geografisk godt placeret i forhold til vores vækstmarkeder, heriblandt Rusland, og så er landet inde en god politisk og økonomisk udvikling, og der tales seriøst om at landet kan blive kandidatland til EU allerede i 2009, forklarer Knud Krægpøth, Senior Vice President med ansvar for international produktion i Grundfos-koncernen.

Grundfos har købt 15 hektar jord i byen Indjija 42 kilometer nord for Beograd. Her vil man i løbet af 2009 påbegynde byggeriet af en ny fabrik med plads til mellem 350-500 produktionsmedarbejdere i første fase. Fabrikken kommer til at ligge centralt logistisk op ad E75 motorvejen direkte til Ungarn.

Knud Krægpøth havde i sidste uge flere møder med de serbiske myndigheder lokalt og nationalt, som alle har udvist stor entusiasme omkring den indgåede aftale. Blandt andet mødtes han fredag personligt med præsident Boris Tadic, som udtrykte glæde over Grundfos’ etablering i landet.

Der er en enorm opmærksomhed omkring aftalen hos de serbiske myndigheder og de serbiske medier, da Grundfos er en af de første virksomheder fra Vesten, der investerer så massivt i landet.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati