Grundfos holder konference på Internettet

03/04/2003

Grundfos holder konference på Internettet

168 Grundfos-kolleger fra 42 af koncernens selskaber verden over mødes 7.-9. april for første gang i cyberspace.

Det foregår på en virtuel konference, der har koncernens branding-aktiviteter som tema. Den nye måde at ”mødes” på kommer særdeles belejligt, set i lyset af den reducerede rejseaktivitet, som Irak-krigen og lungesygdommen SARS aktuelt medfører.

Andre væsentlige fordele i forhold til en traditionel konference er, at man sparer både rejseudgifter og tid, når medarbejdere overalt på kloden med Internettets hjælp deler erfaringer og viden på tværs af landegrænser og tidszoner.

En af ulemperne ved en virtuel konference er, at man ikke får den sociale oplevelse at være fysisk sammen. Deltagerne i konferencen kan dog se billeder af hinanden i det humor-fyldte Harry Potter-agtige univers, der er skabt for at få dem til at føle sig godt tilpas og for at opmuntre dem til at deltage aktivt i dialogen.

Konferencen afholdes i 3 tidszoner – en for Asien, en for Europa og en for Amerika - så i praksis afvikles konferencen døgnet rundt i Danmark i de tre dage. Indholdet vil veksle mellem video-præsentationer, forberedt i hovedkvarteret i Bjerringbro som oplæg til diskussion, online gruppearbejde og online feed-back på gruppearbejdet. Formålet med konferencen er at fremme forståelsen for Grundfos’ branding-aktiviteter, at inspirere til nye lokale tiltag, at udveksle erfaringer og at løse konkrete opgaver.

Grundfos betragter ikke den virtuelle konference som en erstatning, men som et stærkt supplement til traditionelle konferencer. Og det forventes, at virtuelle konferencer - skabt på basis af de erfaringer, som koncernen høster i forbindelse med denne første Virtual Brand Convention - i fremtiden vil blive et supplement til Grundfos’ produktintroduktioner, kampagnestarter, større internationale informationsmøder og uddannelses-initiativer – herunder The Poul Due Jensen Academy.

Den nye måde at kommunikere på giver medarbejderne en unik chance for at styrke dialogen på tværs af organisationen og over landegrænser – en proces, Grundfos også søger at fremme via sit nyetablerede intranet, der gør det nemmere og hurtigere for koncernens 11.000 medarbejdere i 48 lande at dele viden og finde aktuel information.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati