Grundfos hædres for bedste miljørapportering

29/09/2004

Koncernmiljørapporten 2003 har indbragt Grundfos Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Dagbladet Børsens diplom for bedste miljørapportering. Prisoverrækkelsen fandt sted i den gamle børsbygning i København tirsdag den 28. september.

I begrundelsen hedder det: ”Grundfos har endnu en gang udarbejdet en på en gang elegant og solid koncernmiljørapport. Den er velstruktureret efter Business Excellence-modellen, let tilgængelig i sit sprog og stil, og udstråler ansvar og betydelig indsats i arbejdet med miljø og arbejdsmiljø. Rapporten viser, at Grundfos er på forkant med udviklingen, og resultaterne tilskrives medarbejdernes indsats”.

Samtidig med tildelingen af diplomet blev Grundfos’ koncernmiljørapport indstillet til de europæiske revisor-organisationers pris, ESRA (European Sustainability Reporting Award) i kategorien ”bedste miljørapport”. Den europæiske pris uddeles i starten af april 2005.

Grundfos fik også diplomet for bedste miljørapportering i 2002.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati