Grundfos fastholder sponsorat

02/12/2009

Grundfos fastholder sponsorat

Når kvindernes verdensmesterskaber i håndbold afholdes i Kina fra 5. til 20. december, bliver det med Grundfos som hovedsponsor. Samme status har koncernen i det ny års første måned når herrernes EM afvikles i Alpelandet Østrig fra 19. – 31. januar.

Dermed optræder koncernen for tredje gang i træk som officiel hovedsponsor for mesterskaberne. Grundfos vil vanen tro være synlig på bander, halgulv, interviewområder og i bybilledet omkring de forskellige spillearenaer.

Passion for sporten
Hovedsponsoratet af de to mediebegivenheder er et godt udstillingsvindue for Grundfos og samtidig en naturlig forlængelse af det store engagement Grundfos har haft i håndboldsporten gennem mange år, og som blandt andet udtrykkes i koncernens synlige støtte til topholdet BSV, Bjerringbro-Silkeborg, i den hjemlige herreliga.

”Håndboldarenaer og spillet i særdeleshed har vist sig som et godt partnerskab for Grundfos. Med Kina og Østrig som værtslande for de to mesterskaber kommer sporten ud i nye regioner og tilmed i lande hvor Grundfos har stolte traditioner. Vi vil aktivt bruge sponsoraterne til at hjælpe sporten med at udvikle sig yderligere og selvfølgelig til at få endnu flere mennesker til at kende og genkende Grundfos, vores værdier og miljøvenlige teknologier ”, fortæller brandingdirektør Kim Klastrup fra Grundfos.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati