Grundfos-fabrik får bevis på god ledelse

19/06/2003

Grundfos Electronics, der er det danske Grundfos-selskabs elektronikfabrik i Bjerringbro, er som den største virksomhed i Danmark blevet certificeret efter IIP-konceptet.

IIP (Investors in People) kommer fra England, hvor konceptet blev udviklet i starten af 1990’erne i et samarbejde mellem engelske erhvervsvirksomheder, medarbejdere og undervisningsinstitutioner, og i dag arbejder mere end 30% af engelske medarbejdere i virksomheder der er certificeret.

I Danmark er det Dansk Industri der har indført den engelske model som pilotprojekter for en række danske virksomheder.

Idéen bag IIP-konceptet er dels den overordnede at virksomhedernes vigtigste konkurrenceparameter er udviklingen af de menneskelige ressourcer, dels at denne udvikling skal være strategisk, hvilket vil sige at den skal ligge i forlængelse af og dermed understøtte virksomhedens forretningsmæssige mål.

Konceptet er baseret på fire hovedprincipper:
1. At sikre koblingen til de forretningsmæssige mål samt ledelsens forpligtelse til og engagement i at udvikle alle medarbejdere på en måde så de kan bidrage til at nå virksomhedens mål.
2. At justere udviklingsbehovene løbende samt anvise måder hvorpå man kan planlægge og gennemføre de nødvendige udviklingstiltag for medarbejderne.
3. At sikre uddannelse og udvikling af medarbejderne fra deres ansættelse og gennem hele ansættelsesforløbet.
4. At vurdere investeringen i uddannelse og udvikling for at bedømme effekten og forbedre de fremtidige resultater.

Certificeringen af Grundfos Electronics skete på basis af spørgeskemaundersøgelser og interviews med et bredt udsnit af medarbejderne. Undersøgelsen og bedømmelsen blev foretaget af autoriserede assessorer på grundlag af en standard der indeholder 12 målepunkter.

Grundfos Electronics er hjemsted for produktion af højtudviklet elektronik, som gør Grundfos’ produkter til nogle af verdens mest energirigtige pumper. Ca. 400 medarbejdere er ansat på fabrikken. Grundfos Electronics har arbejdet med IIP-konceptet i et par år, og det er med stor tilfredshed certifikatet nu er modtaget.

Adm. dir. Lars Aagaard siger: - Efter at vi på Grundfos i mange år har arbejdet med udvikling af selvfungerende produktionsgrupper og medarbejderudvikling, er den evaluering der ligger i IIP-konceptet, relevant, idet den har givet input til forbedringer i ledelsen og udviklingen af vore medarbejdere.

- Der er ikke p.t. planer om at udbrede IIP til andre af Grundfos’ danske fabrikker, siger Lars Aagaard videre, vi vil først se effekten af IIP på Grundfos Electronics i et lidt længere perspektiv.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati