Grundfos får EU-miljøpris

26/02/2004

Grundfos får EU-miljøpris

Grundfos Management A/S modtog i dag EU’s miljøpris i kategorien Internationalt Miljøsamarbejde.

Miljøminister Hans Chr. Schmidt overrakte prisen til direktør for Grundfos Research & Technology Peter Elvekjær ved et arrangement i Ingeniørernes Hus i København.

Prisen er en anerkendelse af Grundfos’ indsats i forbindelse med en europæisk klassificering af cirkulationspumper. Klassificeringen kan bane vej for en eventuel kommende energimærkning af cirkulationspumper på linie med den, der findes for hårde hvidevarer. Klassificeringen er gennemført i et samarbejde med de øvrige europæiske producenter af energibesparende cirkulationspumper og den europæiske brancheforening Europump.

En energimærkning vil give VVS-installatører og forbrugere langt bedre information om energiforbruget, når de står overfor at skulle skifte cirkulationspumpen ud i deres varmeanlæg. Gennemføres den, forventes det, at større indsigt vil få flere til at vælge cirkulationspumper med lavt energiforbrug - hidtil er det kun lykkedes at udnytte omkring 20 procent af de potentielle el-besparelser.

Ifølge Peter Elvekjær er der rigtig god økonomi i at ofre lidt mere på en energieffektiv pumpe – pengene vil være tjent hjem i løbet af et par år.

”Samtidig med at man sparer penge, kan man oven i købet glæde sig over, at man viser ansvarlighed og samfundssind. På europæisk plan anslås det nemlig, at potentialet for el-besparelser på driften af cirkulationspumper er på hele 10 mia. kWh om året - det svarer til over 1,4 mio. danskeres årlige elforbrug. Men ikke nok med det - hvis besparelsen realiseres, vil udslippet af CO2 til atmosfæren samtidig blive 6,5 millioner tons mindre om året. Det er mere, end dansk industri efter regeringens oplæg skal reducere CO2-udledningen med i de kommende år”, siger Peter Elvekjær.

Grundfos udviklede allerede for adskillige år siden sine første ”intelligente” cirkulationspumper med indbygget mikroelektronik, der sikrer, at de aldrig bruger mere energi end nødvendigt i forhold til det aktuelle behov for varme. Den seneste generation bruger kun omtrent halvt så meget el som en konventionel pumpe.

Det er tredje gang, Grundfos modtager EU’s miljøpris - første gang var i 1999 og derefter igen i 2001.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati