Grundfos får EU's Miljøpris for Grønne Produkter

29/02/2000

Miljø- og energiminister Svend Auken overrakte i dag EU's Miljøpris for Grønne Produkter til koncernchef Niels Due Jensen, Grundfos.

Prisen gives for serien af selvregulerende cirkulationspumper type UPE 2000 med følgende begrundelse:

"Med en selvregulerende pumpe opnås minimalt energiforbrug til cirkulation af vand i varmeanlæg, svarende til en energiforbrug-reduktion på op til 50% - uden samtidig at forringe varmeanlæggets komfort. Det reducerede energiforbrug fra varmeanlæg vil endvidere potentielt gavne CO2-regnskabet mærkbart. Grundfos har gennemført en livscyklusanalysevurdering af UPE-pumperne, der udviser en forbedring på alle vigtige miljøparametre."

Alene i Danmark skønner Grundfos, at der er 65.000 store cirkulationspumper i brug, og det anslås, at der er ca. 400.000 små cirkulationspumper installeret i varmeanlæggene i danske hjem. En udskiftning af disse pumper med regulerede pumper vil samlet set medføre en reduktion i energi-forbruget til pumpning på 40%. Det vil give en energibesparelse på 198.000 Mwh. Under forudsætning af, at den el vil være fremstillet på et kulbaseret anlæg, vil det medføre en reduktion af miljøbelastningerne med: 236.412 tons CO2 1.188 ton svovl i form af SO2 990 tons kvælstofforbindelser samt 11.484 tons slagger Det vil desuden spare Danmark for en import af 80.586 tons kul.

For den enkelte forbruger vil en typisk "villapumpe" være af typen UP25-40. - Hvis der skiftes til en sparepumpe, når pumpen alligevel skal udskiftes, vil merprisen være ca. 555,00 kr. Forbrugeren vil kunne spare mellem 140-175 kWh pr år, hvilket p.t. svarer til 250 kr. afhængigt af prisen pr. kWh. Tilbagebetalingstiden for en energisparepumpe for den enkelte forbruger vil ved udskiftning være på kun 2 år.

Prisuddelingens bedømmelseskomite består af repræsentanter udpeget af Miljø- og Energiministeriet, Dansk Industri, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Naturfredningsforening og Ingeniørforeningen i Danmark.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati