Grundfos BioBooster finpudser produkt

09/11/2011

Grundfos BioBooster finpudser produkt

Grundfos BioBooster præsenterer et nyt forsøgsanlæg i Bjerringbro. Samtidig etableres to nye fuld skala anlæg, hvor kunder og andre interesserede kan se rensningsanlægget i drift.

Den nærmeste nabo er Bjerringbro renseanlæg, som leverer urenset spildevand til forsøgsanlægget. Det urensede spildevand løber derefter gennem anlægget, mens medarbejdere overvåger processen.
- Vi har valgt at bygge forsøgsanlægget, fordi vi ønsker at udvikle et verdensklasse produkt til at rense spildevand fra kommuner og industrier. I nærmest laboratie-lignende forhold gennemtester vi den nyeste teknologi, siger salgsdirektør i Grundfos BioBooster, Per Krøyer Kristensen.
Og her er det især MBR teknologien - Membrane BioReactor -, som sikrer, at det behandlede vand er bakteriefrit, når det forlader anlægget.

Store perspektiver
Grundfos BioBoosters varemærke er netop en højere vandkvalitet end et normalt rensningsanlæg kan tilbyde.
Normalt bygges et renseanlæg ud fra et anlægsarbejde med mekanisk og elektrisk projektering, som er skræddersyet til hvert anlæg.  Ideen med BioBooster er at lave et standardiseret og kompakt produkt, der produceres på en fabrik. Kompaktheden sikrer, at anlæggene kan produceres og transporteres effektivt.
- Vi vil levere rent vand til de egne af verden, hvor rensning af spildevand er en stor udfordring – både praktisk og økonomisk - og hvor det rensede vand som udgangspunkt skal bruges til genbrug og miljøbeskyttelse. Efterspørgslen stiger i takt med, at vi bliver flere og flere mennesker på jorden, som skal deles om den samme mængde vand, siger Per Krøyer Kristensen og forklarer, at der derfor er store salgsperspektiver i helt nye markeder. Senest har Grundfos Biobooster etableret et anlæg i Polen og er i gang med at etablere et andet anlæg i Norge.

To anlæg i fuld skala
Udover forsøgsanlægget bliver der i øjeblikket bygget to anlæg, som er identiske med det endelige produkt. Hvert anlæg kan rense spildevand, fra hvad der svarer til 500 indbyggere. Med de to nye anlæg får Grundfos BioBooster en unik mulighed for at vise det endelige produkt frem til kunder og samarbejdspartnere.
- Jeg ser frem til at kunne vise de to operative anlæg til vores kunder, så de ved selvsyn kan se, hvordan et højteknologisk og kompakt anlæg muliggør decentral spildevandsrensning på en økonomisk og bæredygtig måde, siger Per Krøyer Kristensen.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati