Grundfos accelererer salgsvæksten yderligere

12/08/2004

Grundfos-koncernen har efter rekordåret 2003 været i stand til at øge salgsvæksten yderligere. Koncernens omsætning nåede i første halvår 2004 op på 5.956 mio. kroner – en vækst på 12 % i forhold til samme periode i 2003.

Aktivitetsniveauet er højt overalt i koncernen, og Grundfos oplever ikke decideret lavvækst på væsentlige områder. Fremgangen er stærkest i Fjernøsten (45 %), Østeuropa (21 %) og i USA (20 %, målt i US-dollars) – topscorerne er Tyrkiet med 72 %, de baltiske lande med 55 % og Kina med 45 %. På de ”modne” vesteuropæiske Grundfos-markeder – Tyskland, England, Frankrig og Italien – stiger salget med 6-9 %.

Fremgangen afspejler sig også i det samlede antal medarbejdere i koncernen, som pr. 1. august har rundet 12.500. På trods af store udvidelser af produktionskapaciteten uden for Danmark, har det også været nødvendigt at ansætte flere i produktionen i Danmark for at kunne følge med den stigende efterspørgsel. Aktuelt beskæftiger Grundfos godt 5000 medarbejdere i Danmark.

Resultatet før skat er i første halvår 2004 steget med 19 % til 445 mio. kroner – det er 7,5 procent af omsætningen. På baggrund af resultatet for første halvår forventer koncernchef Jens Jørgen Madsen, at den samlede indtjening i kroner for hele 2004 vil blive minimum den samme som i rekordåret 2003.

”For selve pumpeforretningen er jeg ikke i tvivl, men resultatet er følsomt i forhold til, hvordan den politiske situation udvikler sig i verden. Usikkerheden koncentrerer sig især om kursen på US-dollars og udviklingen på aktiemarkederne generelt ”, siger Jens Jørgen Madsen.

”Vi har i 1. halvår 2004 taget endnu et stort skridt mod vore to hovedmål: Et overskud før skat på 10 % af omsætningen i 2005 (i 2003: 9,7 %) og en omsætning på 2 mia. EUR i 2007 (i 2003: 1,5 mia. EUR). Midlerne er fortsat stort fokus på organisk salgsvækst under et stadig stærkere Grundfos-brand suppleret med strategisk udvalgte tilkøb, egen trendsættende produktudvikling, forøget globalisering af produktionen og fortsat stram styring af omkostningerne gennem effektivisering af alle processer i koncernen”, fastslår Jens Jørgen Madsen.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati