Grundfos’ pumper giver tusindvis af folk i Haiti adgang til rent vand

28/01/2010

Grundfos’ pumper giver tusindvis af folk i Haiti adgang til rent vand

Grundfos’ SQFlex pumpesystemer forsyner på nuværende tidspunkt 20-30.000 nødlidende i Haiti med rent vand. I løbet af katastrofens første uge blev de første systemer installeret, og siden er flere kommet til. Således forsyner 9 pumper i dag indbyggere i den jordskælvsramte hovedstad Port-au-Prince med vand, og endnu flere pumper er på vej. Bl.a. donerer Poul Due Jensens Fonden nu yderligere 20 pumpesystemer.

Den amerikanske hjælpeorganisation ”Water Missions International” har siden jordskælvet arbejdet intensivt på at opsætte indkøbte Grundfos SQFlex pumpesystemer i Haiti.

Organisationen har i flere år samarbejdet med Grundfos og har de seneste år installeret SQFlex pumpesystemer bl.a. i Haiti. Derfor havde organisationen også fire hjælpearbejdere i Haiti under jordskælvet, som sammen med et team af frivillige medarbejdere, som hurtigt blev fløjet dertil, igangsatte arbejdet med at finde egnede steder at opsætte pumper. Syv dage efter jordskælvet var de to første pumpesystemer allerede installeret. De efterfølgende dage opstillede man to pumper om dagen, og der er hidtil blevet opstillet 9 pumper. Yderligere tre pumper er kommet til Haiti, og de bliver installeret så snart der er fundet egnede placeringer. Dertil kommer 20 pumpesystemer der er i transit og klar til at blive fløjet til Haiti.

Foruden de nævnte pumpesystemer har Poul Due Jensens Fonden netop besluttet yderligere at donere 20 SQFlex pumpesystemer til nødhjælpsarbejdet i Haiti. På den måde vil Grundfos’ pumper i løbet af den nærmeste fremtid kunne sikre endnu flere af de berørte i Haiti adgang til rent vand.

SQFlex-systemerne består af en SQ pumpe der er drevet af solcelleenergi. Desuden er der koblet en klorbaseret rensningsanordning på systemet. Derfor kan pumpesystemerne umiddelbart levere rent drikkevand til den tørstende befolkning i Haiti, og på den måde er de med til at gøre en forskel her og nu.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati