Fokus på leverandørsamarbejde - også i krisetider

18/06/2009

Fokus på leverandørsamarbejde - også i Kristetider

Grundfos Leverandørpris 2008

Grundfos lægger stor vægt på at have et godt forhold til sine leverandører for at sikre en sikker og stabil forsyning af materialer i høj kvalitet. Det gælder ikke mindst i en tid med kriser og økonomisk recession.

Hvert år belønner vi en leverandør for at have levet op til vores forventninger. Modtageren af Grundfos Leverandørpris 2008 har oversteget vores forventninger og har bidraget til at bringe Grundfos op i World Class.

Det drejer sig om det britiske firma Morgan Advanced Ceramics Ltd., der i mere end 40 år har været en stabil leverandør af komponenter til Grundfos. Samarbejdet begyndte med keramiske aksler og tætninger, men i dag leverer Morgan også andre komponenter.

Morgan og Grundfos har en gensidig forståelse af forretningen, og begge parter er enige om at bidrage gensidigt til hinandens fremdrift. For Grundfos er det vigtigt at Morgan stiller høje krav til kvalitet og leveringssikkerhed. Morgan har på fornem vis forbedret kvalitetsniveauet, og 2008 var et ekstraordinært godt år mht. kvalitet og levering.

De keramiske komponenter er genbrugelige og er derfor ikke nogen trussel mod miljøet, hvilket er en vigtig del af den gensidige forståelse. De praktisk talt uopslidelige komponenter produceres i et produktionsafsnit der udelukkende er forbeholdt komponenter til Grundfos.

Morgan er en innovativ virksomhed og har sammen med Grundfos udviklet en ny ventil der i dag bruges af Grundfos i Frankrig. Den høje kvalitetssans og vægten på godt samarbejder gennemsyrer hele virksomheden på alle niveauer, og Morgan er derfor et naturligt valg som modtager af Grundfos Leverandørpris.

Prisen overrækkes den 17. juni ved Grundfos’ hovedkvarter i Bjerringbro.

På billedet øverst ses fra venstre: Charlie Cobb, President Morgan Europe, Morgans Manufacturing Manager Les Jones, Planner Britta Schak Laursen, Grundfos, Vice President Klavs Hornum, Grundfos, Morgans Business Manager Liam Shaw, Category Manager Susanne Skov Troelsen, Grundfos og Group Purchase Manager Adrian Driscoll, Grundfos.

 





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati