Første rapport om bæredygtighed fra Grundfos

12/09/2006

Der er handling bag ordene, når Grundfos taler om bæredygtig udvikling. Det dokumenterer pumpekoncernen i sin første bæredygtighedsrapport.

Koncernchef Jens Jørgen Madsen fortæller, at hensigten med rapporten er at give en bred indsigt i koncernens aktiviteter omkring social og etisk ansvarlighed samt indsatsen for et bedre miljø generelt:

”Vi vil gerne give vores kunder et bredere grundlag for at vurdere Grundfos som virksomhed. Det gør vi ved at skabe åbenhed omkring vores måde at drive forretning på – vi fortæller ikke kun om vores rolle som pumpeproducent, men også som samarbejdspartner, arbejdsgiver og ansvarlig samfundsborger”, siger Jens Jørgen Madsen.

Bæredygtighedsrapport 2005 er et supplement til Grundfos-koncernens finansielle årsrapport og skal ses som en naturlig videreudvikling af den årlige miljørapportering, som Grundfos indledte i 1997.

Rapporten viser, at Grundfos er godt på vej mod større bæredygtighed på en række områder. Medarbejdere og ledere i hele koncernen har fokus på at spare energi i hver eneste fase af produktets livscyklus.

Energibesparende pumper

Lavere energiforbrug gavner både miljøet og økonomien, og kunderne kan glæde sig over, at en omfattende produktudvikling gør Grundfos-pumper mere og mere energibesparende og dermed miljøvenlige. Selv om energiforbruget allerede er ekstremt lavt, er det koncernens målsætning, at det skal reduceres med yderligere fem pct. i 80 pct. af alle nye produkter, der udvikles frem til 2009.

Markant fald i ulykkesfrekvens

Både medarbejderne og samfundet har gavn af, at ulykker sjældnere end tidligere kaster skygger over hverdagen – fra 2000 til 2005 er antallet af ulykker faldet fra 30 til 17 pr. 1 mio. arbejdstime.

Flere kvinder

For at fremme en ligelig kønsfordeling har Grundfos tidligere sat sig mål, at mindst 10 pct. af lederne skal være kvinder i 2006. Det mål blev nået allerede i 2005, og det næste mål er, at 20 pct. af lederne skal være kvinder i 2008.

Flere lærlinge

Selv om mange målsætninger er fælles for hele koncernen, kan måderne at arbejde for bæredygtighed på variere fra selskab til selskab. Én samfundsopgave bidrager samtlige produktionsselskaber dog til at løse – de uddanner lærlinge, og gennem årene er antallet af lærlinge i koncernen vokset støt.

Indslusning af unge med problemer

Grundfos i Danmark viser en særlig anvarlighed over for unge, der ikke er i stand til at starte på en lærlingeuddannelse på normal vis. Via et indslusningsforløb får de støtte til at forbedre deres faglige kvalifikationer, så de efterfølgende kan blive lærlinge på normale vilkår.

De bæredygtige resultater, Grundfos opnår på en mangfoldighed af områder, kan ifølge koncernchef Jens Jørgen Madsen i høj grad tilskrives, at medarbejderne følger ledelsens opfordringer til at involvere sig aktivt og vise medansvar ved selv at komme med forslag til forbedringer.

”Medarbejderne har stor betydning for udviklingen af en virksomhed, og når Grundfos tilbyder gode arbejdsforhold, er det glædeligt, at medarbejderne kvitterer ved at vise engagement og interesse. Det giver bæredygtighed”, siger Jens Jørgen Madsen.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati