Fast arbejde i støberiet

17/10/2011

Fast arbejde i støberiet

Temperaturen ligger konstant på 700 grader celsius. Inde bag den tunge jernlåge holdes 50 tons aluminium flydende. 24 timer i døgnet og 365 dage om året. Smelteriet lukker kun ned hvert tredje år, mens trykstøberiet, hvor emnerne produceres, kun lukker ned to gange om året.

En flydende proces
Inde i ovnen bliver der hver dag smeltet mellem 30 og 35 tons aluminium – det svarer til 4.500 tons om året. Metallet kommer i lange barrer, men ind imellem det flydende metal ligger der også dele fra produktionen og gamle pumper. Egne pumper.

- Vi får metallet fra primært Tyskland og England, og det er udelukkende genbrugsmetal vi anvender. Meget har kørt på de europæiske motorveje som alu-fælge, været brugt til øl-og sodavandsdåser eller trillet rundt som cykelfælge, siger Steen Heelund, der er Senior Technician.

Præcision i støbningen 
Støberiet blev grundlagt tilbage i 1974 i Nord 1 og flyttede i 1985 til den nuværende adresse i Nord 3. 25 års jubilæet blev blandt andet fejret med en helt ny skorsten, der ved hjælp af et såkaldt elektrostatisk filter effektivt renser røgen fra et af de sidste trykstøberier i Danmark. Filteret er det eneste i verden, der anvendes på et støberi.

- Dengang i 70’erne troede vi, at vi skulle kunne det hele selv i produktionen. Det har vi så i dag udviklet til, at støbning af statorhuse i aluminium er blevet en af vores kernekompetencer, hvor emnerne efter præcisionsstøbningen kan gå direkte ind i produktionen. Det begyndte vi på for cirka 15 år siden. Tidligere skulle vi både bore huller og bearbejde langt de fleste emner, forklarer Steen Heelund.

Ild uden røg 
Hvert år bliver der støbt omkring 13,5 millioner emner af de godt 100 medarbejdere i afdelingen. De næsten 50 forskellige emner fordeler sig på statorhuse, elektronikdele, flanger og låg til klemmekasser - men statorhusene er dem, der bliver lavet flest af. Alle delene finder vej ud til samtlige afdelinger i Grundfos i hele verden.

- Vi udvikler os hele tiden – både på produktsiden og med hensyn til reduktion af miljøbelastning og energiforbrug. Således har vi sænket gasforbruget til omkring 60 m3 per ton, og det er særdeles positivt - blandt de laveste i branchen, forklarer Steen Heelund.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati