Energivenlig vandforsyning imponerede Miljøministeren

07/01/2010

Energivenlig vandforsyning imponerede Miljøministeren

Miljøminister Troels Lund Poulsen besøgte sammen med de to Folketingsmedlemmer, Kristian Pihl Lorentzen og Sophie Løhde Jacobsen, Birkerød Vandforsyning for at høre om et projekt, der har vist, at der ligger flere store gevinster i at se nærmere på energiforbruget i den danske vandforsyningssektor.

Birkerød Vandforsyning har sammen med Grundfos, ALECTIA og DHI været sammen om et energioptimeringsprojekt for forsyningens vandindvinding. Og miljøministeren var positiv.

- Jeg er meget glad for at se et eksempel på hvordan ny teknologi kan hjælpe os til at bruge mindre energi og belaste miljøet mindre.Generelt er der i den danske vandbranche et stort potentiale i at optimere og bruge ny teknologi til et lavere energiforbrug. Hvis danske virksomheder har svar på det, kan der også ligge gode eksportmuligheder i horisonten, sagde Troels Lund Povlsen.


Beregninger viser, at hvis hele Danmarks vandforsyning blev lige så energieffektiv, som Birkerød Vandforsyning blev med projektet, ville der kunne spares 11 % af det samlede årlige energiforbrug hos vandforsyningerne svarende til 22 millioner kWh/år.

Projektet i Birkerød ville have en samlet tilbagebetalingstid på omkring tre år ved en komplet udskiftning af alle pumperne. Gevinsten ved at skifte pumperne varierer, og ved nogle af pumperne i Birkerød ville tilbagebetalingstiden være på helt ned til halvandet år.

Tilpassede pumpestørrelser kan være løsningen

Projektet har udelukkende set på indvindingsdelen, hvor grundvandet pumpes op af dybe boringer. Denne del står for knap halvdelen af det samlede energiforbrug i de danske vandforsyninger. De pumper der bliver brugt er ofte af ældre dato, og deres kapacitet er ikke altid tilpasset nutidens og den enkelte vandforsynings behov. Ved at skifte til nye og effektive pumper af de rigtige størrelser opnåede værket i Birkerød en besparelse på 24 % på energiforbruget til indvinding.

For at det hele skal virke optimalt, skal driften også optimeres, så det er de rigtige pumper, der bliver brugt på de rigtige tidspunkter, for de giver bedst udbytte for mindst muligt energiforbrug. Det kan for eksempel være, det bedre kan betale sig at have en mindre pumpe, der kører i flere timer frem for en stor, der kan overstå arbejdet på kortere tid men alligevel bruger mere energi per oppumpet kubikmeter vand. I Birkerød var resultatet af nye pumper kombineret med en optimering af driften en besparelse på hele 28 %.

- Der er et meget stort potentiale her. Næsten alle vandværker i Danmark vil kunne opnå en højere energieffektivt, hvis de gør, som man har gjort her i Birkerød, mener Miljøminister Troels Lund Poulsen, der fortsætter:
- På sigt er der også et stort eksportpotentiale, men i første omgang er det vigtigt at sørge for udbredelsen her i Danmark, hvor vi kan hente store gevinster ved at optimere driften.


Software til kompleks analyse

Det er en kompliceret og ofte langsommelig opgave at beregne, hvordan en vandforsynings pumper kører optimalt, når der skal pumpes grundvand op, for der er mange faktorer i spil. Der er dog hjælp at hente, for Grundfos har i fortsættelse af projektet udviklet en helt ny software, der gør det lettere at beregne, hvordan den enkelte vandforsyning optimerer driften af sine pumper.

Det betyder, at Grundfos nu også kan hjælpe vandforsyninger, der gerne vil have deres drift gjort så effektiv som muligt. Den nye software analyserer data fra den enkelte vandforsyning og beregner, hvilke pumper der vil være både mest effektive og mest miljøvenlige. Der kan altså spares både penge og energi. Grundfos har allerede kørt pilotprojekter med den nye software både i Danmark og i Polen med gode dokumenterede besparelser.

Projektet

Projektets officielle navn er Energioptimering på kildepladser, og det har været et samarbejde mellem Grundfos, Birkerød Vandforsyning, ALECTIA og DHI. Projektet har fået støtte af DANVA – Dansk Vand- og Spildevandsforening.

Faktaboks:

  • Besparelsen i Birkerød Vandforsyning: Op til 28 % af det årlige energiforbrug til indvinding af grundvand.
  • På landsplan er der en forventet besparelse på 11 % af energiforbruget i hele vandforsyningssektoren. Det svarer til 22 millioner kWh/år.
  • CO2-udledningen bliver reduceret med 11.000 tons/år.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati