En ny chance

02/04/2009

En ny chance

Martin Dahlgaard har været på Grundfos siden 1983. Hans drømme om at blive elektronikmekaniker blev knust sammen med hans højre skulder, da han i 1988 kørte galt på sin motorcykel.

I stedet måtte han bruge godt et årti i revalidering før han kom tilbage til Grundfos i 1999. Han er stadig lam i højre skulder og er derfor ansat på fleksible vilkår.

I maj 2007 blev den afdeling som i dag hedder Recycling (genbrug) åbnet, og her blev Martin ansat som afdelingens truckfører og fik til ansvar at hente gamle pumper og andet affald fra DC, hvor alle afdelingernes genbrugelige affald stilles ud. På den måde er Martin med til at give de kasserede dele en ny chance, ligesom han selv fik det i sin tid.

Da vi møder Martin, er han i gang med at skille en gammel frekvensomformer ad, og arbejdsbænken flyder med værktøj, skruer og små stykker elektronik. Dagen før var det store slanger der skulle skilles ad, og ingen ved hvad der lander i containerne i morgen. Ifølge Martin er den variation det bedste ved jobbet. ”Der er ikke én dag der er den samme”, siger han.

Mellem køreturene skiller Martin selv en stor del af skrottet ad. Her får han ofte afløb for sin store interesse for elektronik, som han i sin tid passede ved at bygge forstærkere i fritiden.

I et af glasburene i Recycling får Grundfos-medarbejdere med udenlandsk herkomst undervisning i dansk. For Martin er det spændende med de mange forskellige kulturer som passerer igennem afdelingen. ”Det giver én en anden måde at se tingene på”, siger han.

Fakta om genbrugsafdelingen:

I 2008 strømmede der cirka 138 tons udtjente pumper gennem afdelingen.

De mange pumper blev sorteret, og der blev fx sendt mere end 6 tons aluminium til genanvendelse på Grundfos’ eget støberi i Bjerringbro.

Værdien af de mange tons materialer fra afdelingen var i 2008 mere end 500.000 kr.

Afdelingen tæller i gennemsnit 8 medarbejdere. Medarbejderne i afdelingen er alle tilknyttet arbejdsmarkedet på fleksible vilkår.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati