Bestyrelsesrokade i Grundfos

25/03/2011

Ved årsmødet i Poul Due Jensen’s Fond den 22. marts blev Grundfos’ koncernbestyrelsesformand Niels Due Jensen valgt til ny formand for fondens bestyrelse.

Niels Due Jensen afløser direktør Lars Kolind, som har haft posten de seneste 8 år. Endvidere blev adm. direktør Ingelise Bogason valgt til ny næstformand. Adm. direktør Thomas Lund, som har været medlem af fondsbestyrelsen siden 1994, ønskede ikke genvalg. Valget af Thomas Lunds efterfølger vil ske på et af fondsbestyrelsens næste møder.

Efter 8 år som koncernbestyrelsesformand for Grundfos Holding A/S har Niels Due Jensen fundet tiden inde til at træde tilbage som formand for koncernbestyrelsen. På det seneste bestyrelsesmøde i Grundfos Holding A/S blev direktør Lars Kolind i stedet valgt som ny formand for bestyrelsen, og direktør Jens Moberg valgtes som næstformand. Niels Due Jensen fortsætter for en toårig periode som menigt medlem af bestyrelsen i Grundfos Holding A/S. Adm. direktør Thomas Lund, som har været medlem af Grundfos-bestyrelsen siden 1988, meddelte på bestyrelsesmødet, at han ikke ønsker genvalg til bestyrelsen på selskabets generalforsamling den 29. april 2011.

- Adm. direktør Thomas Lund har gennem sine 23 år i Grundfos’ bestyrelsesarbejde haft afgørende betydning for Grundfos’ teknologiske udvikling og produktstrategi. Grundfos er Thomas Lund stor tak skyldig for et engagement i virksomheden, som ligger langt ud over, hvad der normalt forventes af et bestyrelsesmedlem, udtaler den nye formand for Poul Due Jensen’s Fond, Niels Due Jensen.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati