ALPHA2 vinder Ingeniørernes Produktpris 2009

24/04/2009

ALPHA2 vinder Ingeniørernes Produktpris 2009

Det var synligt stolte ALPHA2 projektdeltagere, som med D&E-direktør Peter Sloth Karlsen og projektleder Carsten H. Pedersen i spidsen den 23. april modtog Ingeniørens Produktpris 2009 i kategorien Elektronik.

Lidt overraskende blev ALPHA2 tildelt prisen i kategorien 'Elektronik', til trods for at man havde ansøgt i kategorien 'Miljø og Energi'. Men i dommerpanelets vurdering var der ikke nogen tvivl:

"Dette produkt ligner en klassisk, mekanisk cirkulationspumpe, men tag ikke fejl. Pumpen er elektronisk højteknologi med så meget indbygget intelligens at den kan tilpasse sig specifikt til det hus den monteres i. Derved sænkes forbruget til 5W fra traditionel 60 – 100 W. Exceptionelt hurtig og dygtigt udviklet. Stor samfundsmæssig betydning," hedder det i bedømmelsen.

Peter Sloth Karlsen siger om prisen: " Den er et stort cadeau til mange års fokuseret udviklingsarbejde og ikke mindst til hele projektteamet, som har formået at realisere banebrydende teknologi til et fantastisk produkt. Og vi lægger ikke skjul på at specielt denne pris har ekstra stor betydning blandt vores udviklingsingeniører, selv om vi naturligvis er stolte og ydmyge over alle priser og hædersbevisninger som vi modtager."

At ALPHA2 tildeles prisen i kategorien Elektronik beviser også at en cirkulationspumpe som tidligere ”bare” blev opfattet som simpel mekanik, nu opfattes som noget højteknologisk og sofistikeret. Med den store succes som ALPHA2 salgsmæssigt også har haft, er dette endnu et klart bevis på at fokuseringen på at integrere elektronik i vores produkter, for derigennem at gøre dem mere intelligente og energibesparende, er vejen frem.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati