År 2000 et af de bedste nogensinde i Grundfos Koncernens historie

18/04/2001

År 2000 et af de bedste nogensinde i Grundfos Koncernens historie

Med en vækst i nettoomsætningen på 17% blev det første år i det nye årtusinde et af de bedste nogensinde i Grundfos Koncernens historie. Ikke mindst fordi den større omsætning på i alt 9.522 mio. kr. også udmøntede sig i en bedre indtjening. Målt i procent steg koncernresultatet før skat således med 55% til 739 mio. kr. og efter skat med hele 82% til 529 mio. kr. Kort sagt blev år 2000 et rigtig godt år for Grundfos.

Med en samlet vækst på 17% indfriede koncernen godt og vel sin målsætning om tocifrede vækstrater. Væksten fordeler med 11% på organisk vækst, 1% på tilkøbte virksomheder (den finske Sarlin-koncerns pumpedivision) og 5% på en fordelagtig udvikling i vekselkurserne.

Den kraftige vækst i år 2000 er udtryk for, at Grundfos har vundet markedsandele på vigtige produktområder.

Ved årets udgang var medarbejdertallet steget fra 9.591 (1999) til 10.773.

For 2001 forudser koncernledelsen generelt en svagere vækst i verdensøkonomien, men har fortsat som mål at fastholde en tocifret vækstrate, dels som følge af en række lovende produktintroduktioner, dels som konsekvens af en mere agressiv markedsindsats med afsæt i koncernens nye brandingstrategi.

Med udgangspunkt i de positive forventninger budgetterer koncernen med de hidtil største investeringer på i alt 950 mio. kr. i 2001. Investeringerne omfatter blandt andet udbygning af produktionskapacitet og salgskontorer i udlandet, The Poul Jensen Academy i Bjerringbro samt e-business og branding.

Også på miljøområdet nåede Grundfos Koncernen en række markante resultater i år 2000. I Danmark er eksempelvis kemikalieaffaldsmængden halveret siden 1997, mens det relative vandforbrug er reduceret med 34% siden 1995/96.

De samlede miljø-resultater dokumenterer, at Grundfos Koncernen lever op til sin målsætning om ansvarlighed, bæredygtighed og troværdighed.

Grundfos A/S, der er koncernens produktionsselskab i Danmark, modtog i september det første arbejdsmiljøcertifikat efter arbejdsmiljøstandarden OHSAS 18001.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati