Flere om vandet i det tørkeramte Kenya

09/08/2011

Water resources are in high demand in drought-hit Kenya

Den værste tørke i 60 år har ramt det østlige Afrika. katastrofen i Somalia, Etiopien og Kenya berører nu 11 mio. mennesker. Grundfos’ Water2Life-program skal derfor give vand til endnu flere.

For 10 måneder siden udeblev den regn, som skulle have givet vand til årets afgrøder. Hver dag drives tusindvis af mænd, kvinder og børn på flugt i håbet om at finde vand og mad nye steder. Mange ankommer til verdens største flygtningelejr Dadaab i Kenya, og andre trækker mod Isiolo, som er hovedbyen i det område, hvor Grundfos’ Water2Life arbejder. I landsbyerne heromkring mærker man det stigende tryk på vandforsyningerne, der nu skal give vand til endnu flere.

Eneste stabile vandforsyning

Der er hårdt brug for brønde og vandpumper i området, som kan sikre vand fra undergrunden til mennesker, dyr og afgrøder. Derfor arbejder Grundfos sammen med Røde Kors om Water2Life-programmet for at give rent vand til de lokale landsbyer. Mary er en af de nye, som kommer til landsbyen Kambi ya Juu for at tappe vand. Det er her, Water2Lifes første vandsystem er stillet op. Mary bor et stykke uden for landsbyen med sine fire børn, men floden er tørret ud, og kommunens vandforsyning er ustabil. Så derfor kommer hun nu til Kambi ya Juu for at hente vand til sin familie. Hun er glad for, at Grundfos har sænket prisen for en dunk på 20 liter vand til 1 shilling (7 ører), for det betyder, at hun stadig har råd til at købe mad til sine børn. Hendes mand er bygningsarbejder, og det er svært at brødføde hele familien for de 200 shilling, han tjener om måneden.

Vandet kan give mad på bordet

Peter bor i Kambi ya Juu. Han henter nu vand fra Grundfos LIFELINK-systemet og kører med dunke på cyklen ud i landskabet for at sælge dem videre for 3 shilling per dunk. På den måde tjener han tilstrækkeligt til, at hans familie kan få mad på bordet, og hans to børn kan komme i skole. Water2Life-programmet har indtil nu stillet to vandsystemer op betalt af Grundfos-medarbejdere. Der arbejdes hårdt på, at de næste fem systemer kan komme op inden for kort tid.

Fakta om Water2Life:

  • Water2Life er et internt Grundfos medarbejderprogram. Medarbejdere over hele verden samler penge ind til rent vand til fattige mennesker i Kenya.
  • Programmet udføres i samarbejde med Dansk Røde Kors og Kenya Red Cross Society.
  • Vandet hentes op fra undergrunden via solcelledrevne pumper med et digitalt betalingssystem, de såkaldte Grundfos LIFELINK systemer.
  • Landsbyboerne betaler via deres mobiltelefon et minimalt beløb for vandet, som går til vedligeholdelse af vandsystemerne. Derved sikres landsbyen rent vand i min. 10-15 år.
  • Røde Kors står for hygiejne- og sanitetstræning i landsbyerne.
  • Grundfos finansierer halvdelen af hvert vandsystem, som stilles op.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati