Som fisk i vandet

Overview_TEXT

Beskrivelse

Recirkulerede fiskefarme er en dansk specialitet, og Aquatec Solutions er specialist på området. Løsningerne skabes i et partnerskab med andre specialister: virksomhedens leverandører!

Der findes nok ikke mere end fem, seks væsentlige aktører på verdensmarkedet for planlægning og bygning af avancerede recirkulerede fiskefarme på land. De fire er danske. Den nyeste er Aquatec Solutions, der holder til i Egtved, og det er Morten Nielsen, der forklarer, hvordan det kan gå til, at Danmark har skabt sig en førerposition på et produkt, som vi stort set ikke selv bruger:

”I fiskefarmene produceres der fiskeyngel, som udsættes i havdambrug, når de har opnået en vis størrelse – for laksens vedkommende når de har en vægt på 70 til 100 gram, hvorefter de vokser videre i havet indtil de når en slagtestørrelse på 4-6 kg. Her i Danmark har vi ikke de ideelle havtemperaturer til lakseopdræt, men vi har en god portion viden om fisk – og vi har frem for alt know how og en teknologisk udvikling, som man måske kan tilskrive mange års politisk fokus på miljø og energibesparelser.”

På egne ben med fast grund under fødderne
Netop viden om vandbehandling og energiforbrug er nøgleord i projekteringen af et recirkuleret fiskeopdræt – plus naturligvis erfaring med de forskellige fiskearters behov og levevis. Det var den kombination af viden, der i 2004 blev fundamentet for etableringen af Aquatec Solutions.

Den ingeniøruddannede Morten Nielsen og fiskeopdrætter Ole Enggaard Pedersen havde mange års erfaring i med akvakultur. Med fælles idéer om i højere grad at levere individuelle, nøglefærdige løsninger, var det økonomiske rygstød sikret.

”Vi så en klar tendens til, at privatejede fiskefarme blev afløst af store multinationale selskaber, der sætter sig på fiskeproduktionen fra yngel til færdige og forædlede produkter i butikkerne. Det ville stille krav om stor professionalisme hos os som leverandører, så vi har skruet vores koncept sammen, så vi gennem alliancer med de absolut bedste underleverandører og outsourcing af al produktion, kan holde vores egen stab af medarbejdere på et overskueligt niveau samtidig med, at vi kan levere topkvalitet og give produktionsgarantier på de anlæg, vi leverer,” fortæller Morten Nielsen.

Optimale løsninger gennem partnerskab
Blandt de underleverandører, som Morten Nielsen refererer til, finder man Grundfos. Et partnerskab, som man gør meget for at opbygge i disse år. Salgsingeniør Mikael Zacho Jensen fortæller:

”Når et kunde/leverandørforhold udvikler sig til et godt samarbejde, er partnerskabet det næste skridt. Her bliver dialogen til mere end en snak om tekniske løsninger. Det er et tilbud om opstilling af fælles målsætninger og udviklingsprojekter, fælles markedsføring og kundeaktiviteter, vidensdeling om brancher og projekter, initiativer til øget indtjening og omsætning, tilbud om kurser og brug af Grundfos koncernens faciliteter. Aquatec Solutions benytter sig bl.a. af Grundfos Extranet, der giver mulighed for en række særlige online faciliteter.”

Pumper som kvalitetsindikator
Pumper udgør kun en lille del af prisen på en fiskefarm, men de er af vital betydning for driften. Der er mellem 10 og 50 pumper i et recirkulationssystem, og de kører døgnet rundt, hele året. Så det er vigtigt, at det er den rigtige pumpe til funktionen – og i takt med at man også ude i de fjerne egne af verden får mere og mere fokus på energiforbruget, får det konkurrencemæssig betydning, at energiomkostningerne er lave.

”Alle vores anlæg er forskellige, og det er forskellige pumper, der bruges i de forskellige processer i recirkulationen, så for os er det vigtigt, at vi får en løsning, der er tænkt som en helhed – ikke bare en masse varenumre,” siger Morten Nielsen. ”Derfor tager vi folkene fra Grundfos med på råd, så snart opgaven er beskrevet. Sortimentet hos Grundfos er jo enormt, og på denne måde er vi sikre på, at vi får den helt rigtige løsning.”

Morten Nielsen har også en anden grund til at Aquatec Solutions vælger pumper fra Bjerringbro.

”Vi bruger Grundfos navnet som en kvalitetsindikator. Alle kender de danske pumper, og det er kendt, at det er en god kvalitet. Selv om der er meget fokus på pris i disse år, ved man også, at det kan betale sig at betale for pumpernes kvalitet.

30-50% lavere produktionsomkostninger
”Tidligere byggede man både anlæg med vandgennemstrømning og en vis form for genbrug. I dag leverer vi stort set kun recirkulations systemer,” siger Morten Nielsen. ”Det betyder, at man nu kan etablere anlæg hvor som helst – man er ikke afhængig af en flod som nabo. Men den helt store forskel ligger i produktionsomkostningerne. Det er optimalt for lakseyngel at have en konstant opdrætstemperatur på 14 til 16 grader uanset omgivelsestemperaturen, så det har stor betydning, hvor meget nyt vand, der skal varmes op. I et anlæg der er dimensioneret til en produktion på 1.000 tons om året, er der et flow på omkring 3.000 m3/time, men behovet for tilførsel af nyt vand er kun 20 m3/time. Det giver meget store energibesparelser, og totalt set kan man skære 30-50% af produktionsomkostningerne i forhold til omkostningerne ved produktion i tanke uden recirkulation. Da elektricitet er en af de store poster, kan besparelsen potentielt blive endnu større ved at indføre elektronisk styrede pumper i vores anlæg.”

Morten Nielsen kan også tilføje, at vandet er 100% behandlet før det kommer ind i anlægget, så der kan produceres fiskeyngel helt fri for sygdomme og kemikalierester.

Og det er argumenter, der tæller, jo mere fokus der kommer på fødevaresikkerhed. En debat, der også fylder meget på det australske marked, som Aquatec Solutions har fået adgang til gennem den første ordre på en fiskefarm til Tasmanien.

Og i Danmark har man altså etableret en succesfuld produktion og udvikling gennem partnerskaber. Så man kan godt forstå, at Morten Nielsen, Ole Enggaard Pedersen og deres økonomiske bagland har det som fisk i vandet for tiden.

Og fiskene har det godt!





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati

Emne:

”Vi bruger Grundfos navnet som en kvalitetsindikator. Alle kender de danske pumper, og det er kendt, at det er en god kvalitet. Selv om der er meget fokus på pris i disse år, ved man også, at det kan betale sig at betale for pumpernes kvalitet.

Sted:

Egtved

Virksomhed:

Aquatec Solutions

Contacts_TEXT

Kontakt

Kontakt os venligst for yderligere information, hvis du har brug for en lignende løsning.

Telefon

+47 22 90 47 00

Kontakt

Kontakt os venligst for yderligere information, hvis du har brug for en lignende løsning.

Telefon

+47 22 90 47 00