Ny pumpeteknologi løser gulvvarmens store problem

Overview_TEXT

Beskrivelse

Problemer med gulvvarmeanlæg skyldes i mange tilfælde manglende interesse hos husejerne. Anlæggene får lov til at køre med samme indstilling året rundt, og mange er fra starten indreguleret forkert. Det er dyrt, og det giver dårlig komfort. De problemer har Grundfos løst med seneste version af den intelligente ALPHA2-cirkulationspumpe.

Den nye ALPHA2 er måske bedst kendt fra traditionelle varmeanlæg, men den samme pumpe er også særdeles velegnet til såvel brugsvand som køle- og ventilationsanlæg. Og spørger man installatør Thomas Eggertsen, Bedre Bad Viby, er den avancerede pumpeteknologi løsningen på mange af de problemer, han møder hos husejere med gulvvarme.

”Mange af anlæggene fra 90’erne er monteret med 3-trinspumper, og enten ved husejerne ikke, at de skal indstille pumpedriften efter årstiden, eller også har de glemt alt om det. Gulvvarme er bare noget, der skal virke, og det er et fåtal, der skænker teknikken en tanke,” siger installatøren fra Aarhus-forstaden. Et par af hans kunder bekræfter påstanden.

Stephan Sørensen fra Stavtrup siger, at han ’er ligeglad med pumper – det skal bare virke’, og John Rohr Søby Madsen fra Aarhus N supplerer med ordene ’…det skal man ikke bekymre sig om.’ Alligevel har begge husejere haft problemer med at styre gulvvarmen i deres huse fra 1998.

Den glemte energisluger
”Meget af teknikken i anlæggene fra 90’erne er ved at være udtjent, og det kan være svært - og i nogen tilfælde endda helt umuligt - at skaffe reservedele til blandt andet termostater og styringer. Og så er der jo også en del af anlæggene fra dengang, hvor korte og lange kredse er blandet sammen i en pærevælling,” siger Thomas Eggersen. ”Hvis ikke der dengang blev lagt modstand ind på de korte strenge, står man med problemet med brandvarmt gulv i små rum og koldt i de store.”

Derfor kræver det en grundig gennemgang af hele anlægget, når problemområderne skal findes, og pumpen er selvfølgelig ingen undtagelse.

”Det kommer bag på mange, at der overhovedet er en pumpe med i spillet,” fortæller Viby-installatøren. ”Pumpen sidder jo ofte gemt bagerst i et skab med koste og støvsugere foran. Når jeg så viser dem mærkepladen, der måske fortæller, at pumpen har en effekt på 60W, at den kører 24 timer i døgnet, 365 dage om året – og måske har gjort det på trin 3 i 15 år – til en pris af et par kroner pr. kWh – ja, så bliver pumpen pludselig interessant.”

Og idéen med at skifte til en ny ALPHA2-pumpe bliver som regel købt på stedet, når Thomas Eggersen via Grundfos WebCAPS finder et nyt alternativ og udregner den energibesparelse, udskiftningen vil medføre. For ikke at tale om udsigten til, at det bliver helt legalt, at husejeren glemmer alt om pumpens tilstedeværelse.

Den intelligente pumpe
Salgschef Henrik Falck, Grundfos, har forklaringen på de store energibesparelser.

”ALPHA2 er udstyret med en avanceret elektronik, som automatisk analyserer det varmeanlæg, pumpen er en del af. Fra starten finder pumpen af sig selv en indstilling, som passer, og så justerer den ellers løbende pumpedriften, så man kan være sikker på de laveste mulige energiomkostninger til pumpedrift – uden at det går ud over komforten. Den kan gå i dvale om sommeren, og yde lige præcis det der skal til om vinteren. Vi taler om energibesparelser på over 85 % i forhold til mange af de ældre cirkulationspumper, og faktisk kan man ofte med fordel udskifte kun få år gamle pumper.”

Med det ekstremt lave energiforbrug overhaler ALPHA2 de kommende EuP-krav med flere længder. Fra 2015 skal cirkulationspumpernes energieffektivitetsindeks – det såkaldte EEI – være under 0.23. ALPHA2 har allerede i dag et EEI på kun 0.15.

ALPHA2 set fra installatørens side
Montør Brian Amdisen fra Bedre Bad Viby har efterhånden en del erfaring med installation af ALPHA2 i gulvvarmeanlæg. Han er begejstret for det nye elstik, som gør det muligt at få ledningerne ind i klemmerne uden brug af værktøj.

”Pumpen skal jo ofte monteres inde i et skab, hvor der ikke er ret meget plads, men det her arbejde kan ske ude i det fri, uden at det er nødvendigt at åbne pumpen,” fortæller montøren, der anslår, at det typisk tager en times tid at udskifte til en ALPHA2. ”Dét, der nok tager mest tid, er, at skille den gamle pumpe ad, få vandet ud og undgå at spilde.”

Når det gælder installationen af den nye ALPHA2, er montøren rigtig godt hjulpet af de vejledninger, der følger med pumpen, lyder det fra Brian Amdisen. ”Her viser billeder, hvordan installation og indregulering skal ske i de forskellige brugssituationer – gulvvarme, brugsvand osv. Det er lige til at gå til, og jeg lader instruktionen blive ved pumpen, så husejeren selv kan starte pumpen op igen, hvis det skulle blive nødvendigt.”

Thomas Eggersen supplerer montørens tilfredshed med ALPHA2 – også når det handler om andet end gulvvarme. ”Vi har som regel nogle af de mest anvendte pumpetyper på lager til hurtig udrykning, men de brede anvendelsesmuligheder med ALPHA2 betyder, at vi nu kan nøjes med at lagerføre en pumpetype til brugsvand og en til varme. Det er blevet MEGET nemmere..!”

Og hvad siger husejerne om de nye pumper? John Rohr Søby Madsen siger, at …’det har hjulpet gevaldigt, varmen er stabil og regulerer sig efter udetemperaturen,’ og Stephan Sørensen kan konstatere, at ’…det fungerer fint, og det gjorde det godt nok ikke før.’

Men om det er pumpernes fortjeneste… - det ved ingen af d’herrer, for ’…pumper er så uinteressante!’

Hverken Thomas Eggersen, Brian Amdisen eller Henrik Falck er nok helt enige.





    Facebook Twitter LinkedIn Technorati

Emne:

Den nye ALPHA2 er måske bedst kendt fra traditionelle varmeanlæg, men den samme pumpe er også særdeles velegnet til såvel brugsvand som køle- og ventilationsanlæg.

Sted:

Aarhus, Viby

Virksomhed:

Viby Vvs & Blik Aps, Bedre Bad

Contacts_TEXT

Kontakt

Kontakt os venligst for yderligere information, hvis du har brug for en lignende løsning.

Telefon

+47 22 90 47 00

Kontakt

Kontakt os venligst for yderligere information, hvis du har brug for en lignende løsning.

Telefon

+47 22 90 47 00